Op mod 300 elbiler har i snart et år kørt rundt i Danmark som led i det storstilede forsøg Test-en-elbil, hvor danskernes helt praktiske brug af eldrevne biler undersøges.
Bilflåden består langt overvejende af de små, identiske elbiler Mitsubishi Imiev, Peugeot Ion og Citroën C-Zero, men nu har en bastard blandet sig i flokken.
Det er en Toyota Prius i en særlig version, der kan lades op fra elnettet, men desuden har sin normale benzinmotor, der enten kan supplere elmotoren eller helt tage over, når der ikke er mere strøm på batteriet.
25 km på strøm
Prius Plug-in, som bilen hedder, kan køre op til 25 km på strøm.
Det er Danmarks første indregistrerede opladningshybrid, som nu indgår i Test-en-elbil-flåden.
Kører i Gentofte Kommune
Prius'en er i første omgang indsat i forsøgsflåden i Gentofte Kommune, hvor enkelte af de deltagende familier nu i to måneder ad gangen kan bruge Prius Plug-in i deres daglige kørsel.
Det er elbiloperatøren Choosev, der står bag det usædvanlige forsøg, og firmaet begrunder indsættelsen af opladningshybriden således:
- Vi tror på en fremtid, hvor vi vil se mange typer teknologier, der alle bidrager til den samlede miljøforbedring. Vi leverer både opladning til elbiler og plug-in hybridbiler og sikrer, at begge biltyper får den mest miljørigtige opladning. Derfor ser vi frem til at se, hvordan de danske familier, der får mulighed for at prøve bilen, tager imod den, og hvor langt de kan køre på el, siger administrerende direktør, Lars Bording.
Dansk afprøvning supplerer globalt forsøg
Hos Toyota Danmark siger pressechef, Anders Tystrup:
- Vi introducerer plug-in hybridbilen på det danske marked til efteråret og har allerede indsamlet en masse viden fra de 600 testbiler, der de seneste par år har kørt rundt i verden. Men vi vil også gerne samle mere konkret viden om, hvordan plug-in hybridbilen fungerer i hverdagen for helt almindelige familier her i Danmark.