VW: Op mod 91.000 danske biler har snydechip

Efter en uges radiotavshed har VW Danmark endelig sat tal på, hvor mange biler i Danmark, der har det skandaleramte software. Hvilke modeller det drejer sig om, har VW dog endnu ikke overblik over, siger de.

Op mod 91.000 danske biler kan have det skandaleramte software, oplyser VW
Bilist

Op mod 91.000 dansk indregistrerede biler er ifølge VW Danmark udstyret med det software, der i test i USA har gjort biler fra Volkswagen-koncernen mere miljøvenlige, end de reelt har været, og siden sidste uge har kastet bilgiganten ud i sin måske værste krise.

Ifølge VW Danmark fordeler de 91.000 biler sig således blandt Volkswagen AGs mærker:

VW 58 procent
Audi 16 procent
Skoda 18 procent
Seat 8 procent

Hvorvidt softwaren er aktiv eller inaktiv, har VW Danmark ikke overblik over, ligesom man heller ikke endnu har et overblik over, hvilke konkrete modeller i Danmark, det drejer sig om. Man ved dog, at problemet relaterer sig til VWs 1,6- og 2,0-liters dieselmotorer. Alle biler er solgt i perioden 2009 og frem til i år og er godkendt efter den tidligere Euro 5-norm. Siden 1. september har alle nye biler skulle opfylde den strengere Euro 6-norm.

VW har kontaktet Trafikstyrelsen

Ifølge VW Danmark har man endnu ikke noget bud på, hvordan man vil afhjælpe et evt. problem, og om det skal ske med en teknisk løsning eller via en opdatering af softwaren i motorstyringen.

VW har dog forespurgt Trafikstyrelsen om muligheden for at kontakte de berørte ejere via CRM-registret, i fald det skulle blive nødvendigt.
Hos FDM er man glade for udmeldingen fra VW.

”Vi er naturligvis tilfredse med, at VW Danmark endelig er kommet ud af busken og har sat antal på, hvor mange biler i Danmark, den aktuelle VW-skandale berører. Vi havde dog gerne set, at man også kunne oplyse mere konkret om, hvilke modeller det drejer sig om. Vi har siden sidste mandag været i dialog med VW Danmark og har bedt om et møde med dem snarest muligt. Her forventer vi at få svar på, hvordan man vil håndtere sagen videre. Det er selvsagt en sag, vi følger meget tæt,” siger afdelingschef i FDMs juridiske rådgivning, Per Alkestrup.