En tur rundt på de danske veje i myldretiden taler sit eget tydelige sprog – mange steder tager det stadig længere tid at nå frem. De seneste trafikdata viser, at der i København og hovedstadsområdet dagligt tabes tid svarende til 22.000 fuldtidsbeskæftigede, og det koster samfundet 8,5 mia. kr. årligt. Men bilister holder i kø mange andre steder i Danmark – forsinkelserne i eksempelvis Aarhus har nu ifølge trafikdata fra navigationsfirmaet TomTom overhalet København:
Aarhus har mere kø end København
De store forsinkelser i trafikafviklingen sker på trods af, at der de seneste år er igangsat og færdiggjort omfattende udbygninger af en række motorveje og det faktum, at trafikvæksten faktisk har været svækket i forbindelse med den økonomiske lavkonjunktur.
Blandt kritikere af vejudbygninger påpeges det ofte, at det er formålsløst at udbygge vejene, idet nye veje blot generer ny trafik. Over lang tid er der givetvis en sammenhæng mellem vejenes kapacitet og trafikmængden. Men at konkludere, at det alligevel er nyttesløst, indebærer samtidigt at man lægger væsentlige hindringer i vejen for samfundsøkonomien – det er økonomisk aktivitet, der skaber behovet for mobilitet. Trængsel er med andre ord et positivt problem, det giver god mening at løse ved at øge kapaciteten i infrastrukturen.
Trængslen skyldes to væsentlige forhold
Når trængslen allerede nu ligger tungt over selv nyåbnede motorveje, handler det om to væsentlige forhold. Dels at der i Danmark desværre er en politisk tradition for, at trafikaftaler ofte kun bevilliger penge til delstrækninger. En udvidelse af vejen flytter således ofte blot flaskehalsen. Dels handler det om samspillet mellem motorvejene og det øvrige vejnet. En væsentlig iagttagelse er, at afkørslerne på de udbyggede strækninger ikke kan aftage trafikmængden og dermed skaber ophobning af trafik på motorvejene – det ses eksempelvis nu dagligt på den nyudbyggede M3 ringmotorvej rundt om København.
Problematikken ved afkørslerne er yderligere kompliceret af, at det er de respektive kommuner, der har ansvaret for at sikre kapaciteten ved afkørslerne på det såkaldte strategiske vejnet. Her er der ifølge trafikanalyserne og erfaringer fra udlandet store gevinster at hente ved blot mindre investeringer som modernisering af trafiklys og generel hensigtsmæssig indretning af vejene.
Ser frem mod Trængselskommissionens forslag
Løsningen på trængslen handler således ikke kun om milliardstore ny- og udbygninger af motorveje, men i høj grad også om forståelse, vilje og ikke mindst økonomi i kommunerne til at håndtere trafikken, så de store statslige vejanlæg kan fungere efter hensigten.
FDM ser frem til, at Trængselskommissionen til næste år kan komme med forslag til, hvordan trafikinvesteringer i fremtiden kan blive mere effektive, og hvordan et bedre samspil mellem stat og kommuner kan bane vejen for mindre trængsel. Selvom Trængselskommissionen kun ser på hovedstadsområdet, kan mange af erfaringerne uden tvivl anvendes i hele landet.