Biler på tålt ophold i storbyerne

Et levende erhvervsliv er kun muligt, hvis også bilerne kan komme frem, mener en række brancheorganisationer, der opfordrer lokalpolitikerne til at skabe bedre fremkommelighed for alle.

Bedre koordinering af vejarbejder kan skabe bedre fremkommelighed, påpeger de fire brancheorganisationer
Trafik

En bred kreds af erhvervsorganisationer opfordrer i forbindelse med kommunalvalget til, at fremkommeligheden optimeres så meget som muligt for alle trafikformer.

De fire brancheorganisationer, Danmarks Automobilforhandler Forening, Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark, De Samvirkende Købmænd og Dækbranchens Fællesråd, har udsendt en fælles pressemeddelelse for at råbe lokalpolitikerne i landets storbyer op.

– Biltrafikken er på tålt ophold i landets storbyer. Alle byerne ønsker et levende erhvervsliv, men er ikke meget for at acceptere, at fremkommelighed for biler er vigtig, både når det gælder distribution af varer, firmabilisters kørsel til og fra møder og privatpersoners brug af bilen til at køre børn til skole, til indkøb, til besøg hos læger, tandlæger, motionscentre m.m., siger direktør Jens Brendstrup fra Danmarks Automobilforhandler Forening (DAF).

LÆS MERE: Vejnettet bremser erhvervsevnen

Byer stadig mindre erhvervsvenlige

Organisationerne påpeger, at København er faldet ned på en placering som nr. 86 ud af 96 registrerede kommuner på Dansk Industris liste over erhvervsvenligheden i landets kommuner. For et år siden var København nr. 70. Længere oppe på listen, finder man Aarhus som nr. 63, og Odense er nr. 57.

– I Odense er hele byrådet markant optaget af at skabe økonomisk vækst gennem et erhvervsvenligt klima. I Aarhus vil man være Vestdanmarks Vækstcenter, men byrådet plejer i høj grad interesser på det sociale og kulturelle område. I København ser mange medlemmer af Borgerrepræsentationen bilerne som et problem i stedet for en ressource, og her skaber man mange hindringer for bilismen, vurderer direktør Erik S. Rasmussen, Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark.

LÆS MERE: Trængsel koster dig dyrt

Unødvendige indsnævringer

Firkløveret ønsker at få politikerne til at interessere sig aktivt for at skabe bedre fremkommelighed. De ser det bl.a. som et problem, at stort set alle gader i København City og i brokvartererne er nedreguleret til kun at have ét spor i hver retning, selv om der mange steder ville være plads nok til to spor. Det betyder, at trafikken er langt mere træg end for tyve år siden.

– Med det trafikale pres, vi er oppe på i dag, gælder det ikke om ud fra ideologiske eller grønne agendaer at begrænse enkelte trafikformer, men om at lede den samlede trafik ud på flest mulige platforme. Det skal være så let som muligt for alle trafikanter og trafikformer at komme hurtigt og bekvemt frem. På den måde støtter man målsætningen om bedre erhvervsklima, flere arbejdspladser og vækst i forretningen Danmark, konkluderer direktør Volker Nitz, Dækbranchens Fællesråd.

LÆS MERE: FDMs sektion om kommunalvalget