Peugeot selv er åbenbart også blevet træt af den kæmpestore hajmund, der har kendetegnet bilmærket i en modelgeneration.

Først og fremmest er det store gab – luftindtaget - reduceret en del og med Peugeots formulering fremstår fronten mere let og elegant. Inspirationen til den mere flydende gril stammer fra konceptbilen SR1. LED-forlygter i boomerang-form bliver samtidig en mulighed.
Skåret ind til mekanikken
Nøgleordet for forandringen har været elegance, siger Peugeot. Linjerne er på 308 året tæt ind til bilens mekaniske komponenter, og det ses især på den skarpe kant i motorhjelmen over lygterne.
Teknisk sker der i hvert fald én fornyelse, nemlig indførslen af stop-start-teknik, hos Peugeot kaldet eHDI eller mikro-hybrid. Det sidste henviser til, at elmotoren er lidt kraftigere end den startmotor, der normalt anvendes ved stop-start.
eHDI fås i første omgang til 1.6 diesel med enten manuelt eller robotgearet ESG. Sidstnævnte har åbenbart det laveste forbrug, der svarer til blot 98 gram CO2 pr. km.
27 km pr. liter
Peugeot gør sig ikke den ulejlighed at oplyse brændstoføkonomien, men de 98 gram svarer omtrent til 27,3 km pr. liter.
Ud over stop-start er den forbedrede Peugeot 308 gjort mere brændstoføkonomisk gennem lavere vindmodstand, styring af servopumpen og oliepumpen, en ny type dæk med (endnu) lavere rullemodstand og lidt lavere vægt.
Der er ingen oplysninger om, hvorvidt stop-start bliver standard eller f.eks. kombineres med et højt og dyrt udstyrsniveau.