FDM: Stadig for mange kørekortfornyelser

Selv om fornyelse af kørekort fra 1. marts er udskudt med fem år indtil bilisten fylder 75 år, kunne ændringerne af reglerne have været bedre, mener FDM

Bilist

Reglen om fornyelse af kørekort ved 70 år blev vedtaget helt tilbage i 1966. Siden er ældre bilister blevet mere friske, og diskussionen om ændringer af kravet er taget til.

Nu sker det så. Fra 1. marts rykkes grænsen, så bilister først testes ved lægen for at få fornyet deres kørekort, når de fylder 75 år.

- FDM har gennem adskillige år presset på for at få hævet aldersgrænsen for kørekortfornyelse, og vi er derfor meget tilfredse med vedtagelsen af de nye regler, siger Per Alkestrup, juridisk chef for FDMs rådgivning.

LÆS MERE: Se de nye regler for kørekort pr. 1. marts

For mange fornyelser efter 75 år

FDM ærgrer sig dog over, at man efter de 75 år stadig skal have fornyet sit kørekort hvert andet år, indtil man bliver 81 år, hvorefter det skal fornyes hvert år.

- Ældre er mere friske i dag, så i lyset af den generelle forbedrede helbredstilstand, havde vi hellere set, at man havde ”parallelforskudt” de nuværende fornyelsesintervaller således, at kørekortet havde været gyldigt i fire år. Næste fornyelse ville i så fald først have været ved 79 år, forklarer Per Alkestrup.

Som reglerne er i dag og frem til regelændringen 1. marts er et kørekort, der er fornyet, når man fylder 70 år, gyldigt i fire år. Derefter skulle det fornyes hvert andet år indtil 80 år, hvor det kun var gyldigt i ét år.

LÆS MERE: Stor forskel på prisen på lægeerklæringer ved fornyelse af kørekort