Af Torben Arent
nyhedsredaktør
Bilerne er i rampelyset, når der er bilshow.
Men samtidig er de store bilmesser stedet, hvor bilbranchens tunge drenge tager en rundtur og kikker på hinandens produkter – og holder mere eller mindre hemmelige møder med venner og fjender.
Og der har været nok at tale om for bilbosserne på årets biludstilling i Frankfurt.
Det vil sige – hvis Volkswagens og Suzukis ledere har krydset hinandens vej, har der nok været pinlig tavshed. De to har ellers officielt været ekstra gode venner de seneste to år. Volkswagen købte 19,9 procent af Suzuki og Suzuki 1,49 procent af Volkswagen og et større teknologisk samarbejde skulle indledes.
Men de to kulturer er åbenbart stødt en del sammen og intet er sket. Isnende kulde har hersket, siden tyskerne i årsrapporten i marts kom til at skrive, at de havde kontrol over Suzuki. Det stødte de selvstændige Suzuki-folk gevaldigt, og søndagen før biludstillingen beskyldte Volkswagen Suzuki for at bryde samarbejdsaftalen, fordi japanerne havde valgt at købe dieselmotorer hos Fiat.
Suzuki blev endnu mere fornærmet, vil sælge sine Folkevognsaktier og har bedt Volkswagen sælge sin andel i Suzuki. Det sidste vil Volkswagen ikke, så nu er der krig.

Volkswagen fik skabt mere dårlig karma op til messens åbning, da man måtte meddele, at opkøbet af Porsches bildivision er udskudt på ubestemt tid. Koncern-patriark Ferdinand Piëch får uld i mund, når han skal forklare årsagen.
Bilindustriens to mest karismatiske topdirektører, Daimlers Dieter ”Moustache” Zetsche og Renault-Nissans Carlos Ghosn - de nye venner i branchen - kunne til gengæld udbygge deres del-en-bil-samarbejde. Nyeste trin er det usædvanlige, at Nissans luksusmærke Infiniti skal bruge Mercedes-motorer, og at Infiniti får lov at bygge en version af B-klassen.
Og Opel kunne vise frugten af sit nye samarbejde med Fiat – en Fiat Doblo forklædt som Opel Combo.
Fiat-koncernen måtte til gengæld indrømme, at Alfa Romoes længe annoncerede tilbagekomst til USA igen-igen bliver udskudt. Mindst et år.
Sluttelig er det ikke pænt at tale grimt om de, der ikke er til stede. Men alle talte alligevel om Saab, der af indlysende årsager ikke er til stede.