Det er en bilfest af de helt store, der ind til søndag spreder god stemning i de store messehaller ved Genèves lufthavn. Og mange af nyhederne er på vej til danske bilforhandlere.
Efter tungsind og nederlagsstemning på adskillige store biludstillinger i 2009 sprudler den 80. Salon de l’Auto af overskud, idérigdom, designfest, luksus, hverdag og CO2-bekæmpelse på den sjove måde. Mindst 50 ud af de 700 udstillede biler er verdens- eller Europa-nyheder .
Det er længe siden, at så mange produktionsklare biler har haft premiere i Genève. Stjerneparaden består bl.a. af Opel Meriva, Seat Ibiza stationcar, VW Sharan, Nissan Juke, Nissan Micra, Ford Focus, Suzuki Kizashi, Mitsubishi ASX, Mini Countryman, Alfa Giulietta, Audi A1 og Volvo S60. Og der er smugkik på den nye Peugeot 508 og Citroën C4.
Den grønne bølge fortsætter
Og så er der den grønne bølge, der er kommet for at blive. Løsningen på CO2-udfordringen bliver ikke et enten-eller, men et både-det-ene-og-det-andet-og-det-tredje. Her og nu kommer alle biler fra Hyundai til BMW til at køre længere på literen – ofte krydret med lidt flere hestekræfter.
Lige om hjørnet er et endnu større udbud af hybridbiler, som fx Toyota Auris. Og nå ja, selv Ferrari og Porsche ser ud til at ride med på hybridbølgen.
Elbiler fra mange større bilfabrikker er ikke meget længere væk. Forsøgene går i gang nu – salget begynder for alvor i perioden 2011-2013. Så må vi se, om der er købere.
En runde senere kommer – ser det ud til – det bedste fra el- og hybridbilernes verden: opladningshybriderne, der dels er elbiler med hjælpemotor, dels er hybridbiler med stort batteri. Begge typer var pænt repræsenteret i Genève.
Brintbilerne blev hjemme denne gang. Undtagen en enkelt Honda. De andre er nok ude at øve sig, for de er langt bagefter de andre miljøbiler.
Forårsfesten i Genève lukker på søndag. Men danskerne får fem dage senere mulighed for at komme med til bilbranchens andendagsgilde, når et pænt udsnit af årets nyheder udstilles på den københavnske biludstilling Biler i Bella fra 18. til 21. marts.