Der er lys for enden af de europæiske tunneler, når det gælder sikkerheden.
Det viser en ny test, som FDM og de øvrige europæiske bilklubbers testsamarbejde EuroTAP i løbet af foråret har foretaget af 26 tunneler i 13 lande. Her arbejdes der flere steder ihærdigt på at opfylde kravene i et EU-direktiv fra 2004 om en generel forbedret sikkerhed i tunnelerne i senest 2019.
Det er 12. gang, det europæiske tunnelnetværk testes, og som i tidligere år er de 26 tunneler valgt ud fra kriterierne længde og vigtighed for den daglige mobilitet i Europa.
"De europæiske tunneler er en vigtig del af Europas infrastruktur. Både i det daglige og i feriesæsonen, hvor presset på flere af dem vokser markant. Derfor er det også vigtigt, at sikkerheden er i orden, og selvom der er et EU-direktiv at leve op til, kan EuroTAP-testen være med til at skærpe opmærksomheden omkring sikkerheden. Ikke mindst der, hvor den kan blive bedre," siger feriekonsulent hos FDM ferieservice, Frederik Valmin.
I testen af de enkelte tunneler er der lagt vægt på bl.a. brandbeskyttelse, flugtruter og nødpladser, ventilation, overvågning af trafikken og antal af tunnelrør samt vejbaner og belysning. Kun tre tunneler i Tyskland, Spanien og Italien får anmærkningen 'dårlig', mens en enkelt, den 5.770 meter lange Hvalfjörour på Island bliver bedømt som værende 'meget dårlig'. To tunneler bedømmes som 'acceptable', mens 20 tunneler klarer sig 'godt' eller 'meget godt'.
Vær opmærksom i tunneler
Som udgangspunkt er tunneler da også ufarlige og ukomplicerede strækninger. Det er dog særligt vigtigt, at man her kører efter forholdene og ved, hvordan man skal reagere, hvis uheldet er ude.
EuroTAP har derfor udarbejdet en vejledning for god og sikker tunnelkørsel, som man altid bør overholde. Inden man kører ind i en tunnel gælder det således, at man har tjekket, at der er benzin nok på bilen, følger med på den lokale trafikradio, tager solbrillerne af og holder øje med lyssignaler og andre trafiktavler.
"Det er i langt de fleste tilfælde lige til at køre i tunneler. Men man kører ofte tæt, og tunnelerne kan være flere kilometerlange. Derfor er det vigtigt, at man kører efter forholdene og holder afstand og kører med det rigtige lys. Her skal ejere af nye biler være opmærksom på, at kørelyset i nye biler foran er begrænset, mens det slet ikke er tændt bagpå. Husk derfor at tænde for det rigtige nærlys, så både man selv kan se, og andre kan se én," siger Motors biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.
Gode råd til tunnelkørsel
Når man kører i tunnelen:
- Hold stor sikkerhedsafstand til de forankørende
- Overhold altid hastighedsbegrænsningerne
- Noter dig/jer, hvor der er nødudgange og nødtelefoner
- Vend eller bak aldrig i en tunnel
- Hold altid langt til højre ved modkørende trafik og hold kun stille i nødstilfælde
Ved kø:
- Slå katastrofeblinket til
- Hold mindst fem mester afstand til bilen foran
- Stop motoren ved stilstand
- Bliv i bilen og tænd for trafikradioen
Ved uheld:
Hvis uheldet alligevel er ude, er det vigtigt, at man ved, hvordan man skal forholde sig. Her gælder det igen om at tænde for katastrofeblinket, trække bilen så langt ud i højre side som muligt og slukke for motoren. Forlad bilen og ifør alle passagerer gule trafikveste. Vær opmærksom på, at det i Østrig, Italien, Frankrig og Kroatien er lovpligtigt at have sådanne i bilen. Anmeld uheldet over nødtelefonen og bliv ved bilen, til hjælpen er fremme.
Vejrforhold:
Endelig skal man være opmærksom, når man kører ud af en tunnel. Lys-, vind- og vejrforhold kan være markant anderledes her.