Undgå p-afgifter: Stil skiven rigtigt

Det er irriterende at få en parkeringsafgift. Men det er ekstra ærgerligt, hvis det skyldes, at man blot har indstillet p-skiven forkert. Her er Motors seks hurtige råd til indstilling af p-skiven.

P-skive, undgå p-bøder, undgå p-afgifter
Bilist

Der kan ligge en dum bøde og vente, hvis man glemmer at stille parkeringsskiven eller har stillet den forkert.

Motor har i september-udgaven samlet disse seks fif:

Kort tid: Man kan få en bøde - eller afgift som det formelt hedder - for ikke at stille p-skiven, selv om man holder lovligt og f.eks. kun ti minutter i en totimers-zone, hvis man ikke har stillet skiven.

Nærmeste kvarter: I områder med tidsbegrænset parkering må man sætte viseren frem til det udløbende nærmeste kvarter. Er klokken f.eks. 15.10, skal man placere viseren på 15.15.

Uden for tidsbegrænsningen: Parkerer man uden for den tidsbegrænsede periode og har tænkt sig at blive holdende ind i næste tidsbegrænsning, gælder det med nærmeste kvarter ikke. Parkerer man f.eks. om natten, og parkeringsrestriktionerne begynder næste morgen kl. 8.00, skal viseren stå på 8.00. Altså når tidsbegrænsningen begynder og ikke kl. 8.15.

Flytning: Parkeringsskivens indstilling må ikke ændres under parkering på tidspunkter, hvor det er påbudt at anvende den. Man må altså ikke flytte pilen uden at flytte bilen.

Placér skiven rigtigt: En fastmonteret skive skal altid være placeret nederst i højre hjørne af forruden. En løs skive kan derimod godt placeres andre steder i forruden eller i ruden på den fordør, der vender ind mod fortovet. Skiven skal være synlig udefra.

Elektronisk p-skive: Som udgangspunkt skal man ikke ændre indstillingen, der stilles automatisk, når motoren stoppes. Men i de tilfælde, hvor man parkerer uden for de tidsrum, hvor man skal bruge parkeringsskiven, skal man sætte den manuelt.

Disse regler gælder formelt kun ved offentlig parkeringskontrol. Som udgangspunkt gælder færdselsloven ikke for private parkeringsselskaber, men FDM opfordrer bilister til også at følge anvisningerne ved privat parkering, da det erfaringsmæssigt giver mindst bøvl.