Jernbane breder sig over motorveje

Byggeriet af ny jernbane på Sjælland bliver nu synligt og mærkbart for bilister endnu et sted, på motorvejen mellem Køge og Ringsted. Til sommer må M4 helt lukkes.

En 500 meter lang jernbanebro skal nu anlægges hen over Motorring 4. Illustration: Banedanmark
Trafik

Fem steder skal jernbane krydse storkøbenhavnske motorveje med vejarbejde til følge. Arbejdet øst for Ringsted går i gang nu, mens Holbækmotorvejen får fred til efteråret. Illustration: Banedanmark
Fem steder skal jernbane krydse storkøbenhavnske motorveje med vejarbejde til følge. Arbejdet øst for Ringsted går i gang nu, mens Holbækmotorvejen får fred til efteråret. Illustration: Banedanmark
Den nye højhastighedsjernbane København-Ringsted krydser samtlige motorveje, den kommer i nærheden af: Holbækmotorvejen, Motorring 3, Motorring 4, Køge Bugt Motorvejen og Vestmotorvejen.

Nu bliver det store jernbanebyggeri synligt og til dels generende for bilisterne endnu et sted. Fredag 15. maj indledes arbejdet med at føre jernbane under Vestmotorvejen, meget tæt ved den nye Kongsted rasteplads.

Banedanmark forventer at udføre arbejdet et år frem.

Tre km's siksak

Trafikken bliver forlagt på en ca. tre km lang strækning, mens der graves ud til tunnelen. Trafikanterne kommer til at mærke arbejdet i form af smalle og snoede vognbaner, manglende nødspor og hastighedsbegrænsning på 80 km/t.

Vejdirektoratet kan ikke sige noget om, hvor meget prop det eventuelt kan give frem mod vejarbejdet.

M4 lukkes helt

Jernbanen går på sydsiden af Holbækmotorvejen og krydser her (bagest) Motorring 4 i Vallensbæk-krydset. Illustration: Banedanmark
Jernbanen går på sydsiden af Holbækmotorvejen og krydser her (bagest) Motorring 4 i Vallensbæk-krydset. Illustration: Banedanmark

Prop kommer der i bogstaveligste forstand, når en 500 meter lang jernbanebro skal bygges skråt hen over Motorring 4 i den sydlige del af motorvejskryds Vallensbæk. I første omgang er der indført fartbegrænsning på 80 km/t. og smalle vognbaner med risiko for ekstra kø i travle perioder.

Til sommer bliver det nødvendigt helt at lukke motorvejen i to weekends, når de store bærende broelementer skal løftes på plads hen over motorvejen. Det forventes, at motorvejsspærringerne vil ske i weekenderne 26.-27. juni 24.-26. juli.

Stor station tværs over motorvejen

Endnu har bilisterne en sidste krydsning af Køge Bugt Motorvejen til gode. Lige nord for Køge skal en lokalbane føres under motorvejen, men det bliver næppe særlig mærkbart for trafikanterne, da det sker, mens der stadig er vejarbejde på grund af udvidelsen af motorvejen.

Tæt på vil bilisterne senere kunne følge anlægget af en spektakulær togstation tværs over motorvejen. Den nye Køge Nord-station får en markant, 225 lang gangbro hen over både motorvejen og en jernbane på hver side af vejen. Denne bro og station skal stå færdig i 2018.

Holbækmotorvejen får fred til efteråret

Der er dog også et sted, hvor biltrafikken snart slipper for jernbanebyggeri. På Holbækmotorvejen mellem Avedøre Havnevej og Motorring 3, hvor der for tiden køre på en midlertidig motorvej, bliver Holbækmotorvejen lagt tilbage til sin oprindelige plads til efteråret.