Nu kendes prisen på Renaults meget omtalte elbil, Fluence Z.E. Og så gør den ikke alligevel.
Fluence Z.E. får en dansk pris på 209.000 kr. På førstedagen af biludstillingen sagde Renault, at prisen var 247.000 kr. inkl. moms og levering, men dagen efter blev prisen nedjusteret til 209.000 kr.
Det er omtrent det samme som en almindelig Mégane. Prisen er vel at mærke uden registreringsafgift, som elbiler er fritaget for.
Uden batteri
Men der er lige et men. Prisen er uden batteri og uden det, dur elbilen ikke rigtigt. Renault Danmark har valgt at give Better Place eneret på at udleje batteriet i Danmark, og selv om planerne var, at Better Place ville offentliggøre sine priser på Paris-udstillingen, skete det ikke.
Der går formentlig tre-fire måneder, før det sker.
Mulighed for all-inclusive
Abonnementsordningen for batteri vil muligvis også omfatte strøm, opsætning af hjemmelader, adgang til batteribytte-stationer og andre serviceydelser.
Først når Better Place har offentliggjort sine priser kan det vurderes, hvor dyrt det bliver at eje og køre i en elbil i fuld størrelse.
Fluence Z.E., som den elektriske udgave hedder, var planlagt til at blive introduceret i Danmark i sommeren 2011, men nu er det udskudt til september-oktober 2011.