Shell har solgt sine 315 tankstationer, efter at alle Shells aktiviteter i Danmark har været til salg i et år. Køberen er et canadisk firma, Alimentation Couche-Tard, der i forvejen ejer Statoils og Ingos tankstationer i Danmark.
Dermed vil det canadiske firma eje de to største tankstationskæder i Danmark med en samlet markedsandel på 44 procent.Fortsætter som nu
Der er dog ingen udsigt til, at Shell-stationerne vil tage sig anderledes ud for kunderne i en overskuelig fremtid. Couche-Tard kan bruge Shell-navnet i op til ti år. Der er heller ikke udsigt til, at f.eks. FDM-medlemmers rabatordning hos Shell ændrer sig.
Handlen ventes at falde helt på plads til efteråret, når myndighedsgodkendelse mm er gået igennem. Det canadiske firma overtager også Shells salg af brændstof mm til erhvervslivet og salget af flybrændstof i syv danske lufthavne.
FDM: Ikke gavnligt for konkurrencen
I FDM vurderer forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen, at aftalen ikke er speciel god for konkurrencen:
- Vi har mange tankstationer i Danmark og nok også for mange. Som bilister har vi været begunstiget af en årelang priskrig på brændstof, fordi der har været mange tankstationer, siger han og fortsætter:
- Når den største spiller køber den næststørste og går fra 20 pct. til over 40 pct. af markedet, har det naturligvis en effekt på konkurrencen. Det er vanskeligt ikke at forestille sig højere priser, hvis fusionen går igennem. Så vi vil hellere have færre tankstationer end færre benzinselskaber.
Raffinaderi ikke solgt
Royal Dutch Shell, der står bag olieudvinding og –produktion samt forskning i brændstoffer og smøreolier, har meddelt, at firmaet helt trækker sig ud af Danmark. Det indebærer også, at raffinaderiet i Fredericia er til salg, men det indgår ikke i handlen med det canadiske firma.