I forhold til tidligere år var feltet af biler meget spredt, og livsstils- og luksusbiler fik mere opmærksomhed, end de har fået ved tidligere afstemninger.
Således var både Alfa Romeo Giulietta, Audi A1 og Volvos S60/V60 blandt de fem mest populære kandidater, som ses på billedet ovenfor. Men i den endelige afstemning var det Ford C-Max, som fik flest stemmer fra de 25 motorjournalister, der alle er medlem af Motorjournalisternes Klub Danmark (MKD).

Ni gange tildelte journalisterne de maksimale 10 point til vinderen, der både kommer i en fem sædet version og inden længe også med skydedøre og syv sæder.
Volvo S60/V60 fik også MKDs ærespris for sit nye fodgænger-sikkerhedssystem, hvor bilen op til 30 km/t. kan bremse helt op, hvis der går en fodgænger ud foran bilen. Kører man hurtigere, vil systemet stadig bremse bilen, men kan ikke nå at bringe den til standsning før en kollision - dog med kraftigt nedsat hastighed.
Afstemningsresultat:
1. Ford Focus C-Max 146 point
2. Alfa Romeo Giulietta 131 point
3. Audi A1 118 point
3. Volvo S60/Volvo V60 118 point
5. Opel Meriva 112 point