Det er Statoil, som har lanceret benzinen Bio95 2G på 98 tankstationer landet over.
"2G" står for "2. generation", og forskellen på 1. og 2. generation af den CO2-reducerende biobenzin er, at ætanolen i Bio95 2G er produceret i Danmark af dansk halm i stedet for af fødevareafgrøder.
Statoil samarbejder med DONG Energys teknologiselskab Inbicon, der producerer 2. generations bioætanol, og Statoil har opkøbt de første fem millioner liter, svarende til de første års produktion, fra Inbicon.
Al oktan 92- og oktan 95-benzin i Danmark har siden i sommer været iblandet 5 pct. bioætanol, men Statoil er det hidtil eneste benzinselskab, som sælger benzin med 2. generations bioætanol.
Bio95 2G vil koste bilisten 14 øre ekstra pr. liter. Statoils vejledende udsalgspris er fredag d. 29. oktober 11,11 kr. pr. liter, mens selskabets 95 Blyfri står til 10,97 kr.