- Seks ud af syv af dette års nominerede biler er karakteriseret af et utroligt spring i kvalitet og sikkerhed, men kun én bil bringer ny udvikling med sig, nemlig Opel Meriva, fastslår det danske medlem af "Car Of The Year"-juryen, Motors Peter Aaboe.
Aaboes favorit måtte dog nøjes med en samlet tredjepalds.
Peter Aaboe har disse bedømmelser af og karakterer til de syv finalister.
Opel Meriva nr. 1 - 9 point
Den lokkende blanding af design, rummelighed, fleksibelt interiør i høj kvalitet og med den bedste adgang til bagsædet i nogen bil takket være de baghængslede bagdøre, en smidig og økonomisk 1.3 liter dieselmotor i Ecoflex-trim, femstjernet sikkerhed og ikke mindst en høj feel-good oplevelse affødt af sikre køregenskaber gør Opel Meriva til min vinder med ni point.
Ford C-Max /Grand C-Max nr. 2 (delt) - 5 point
Ford tager den nye C-Max og Grand C-Max et stykke længere, men efter min mening ikke langt nok fra forgængeren. De to C-Max’er gør alt meget godt lige som før, samlekvaliteten er klart bedre, men bagsæderne er stadig besværlige at håndtere og syvsæderen er fem plus to og så er de to ekstra sæder endda ekstraudstyr. De to skydedøre i Grand giver begrænset adgang til de bagerste sæder. Afstanden til Meriva er udtrykt i fem point.
Nissan Leaf nr. 2 (delt) - 5 point
Nissan Leaf introducerer den elektriske bil som en ”rigtig” bil med 4/5 sæder og en acceptabel rækkevidde på 80-150 km afhængig af chaufføren. Dette initiativ fortjener anerkendelse og fem af mine værdifulde point.
Nissan Leaf sikrede sig samlet de fleste stemmer og vandt Car of the Year-titlen.
Alfa Romeo Giulietta nr. 4 - 3 point
Alfa Romeo Giulietta er årets stjerne i stil, men ikke bare det. De nye Multiair benzinmotorer er stærke og meget fleksible, om end ikke helt så sparsommelige som lovet, og kombinationen af kapabel affjedring og skarp styring tilfører Giulietta den typiske Alfa-fornemmelse. Kabinen med det neo-klassiske vippekontakt design er et vidunderligt sted at tilbringe tid og hoppet i samle- og materiale kvalitet er mærkbart. Tilsammen trækker dette tre point til Alfa Romeo Giulietta.
Volvo S60/V60 nr. 5 - 2 point
Sikkerhed, dynamisk såvel som passiv, er grundpillen i Volvo mærket. Volvo
S60/V60 tager sikkerheden endnu længere og scorer to point. Desværre er det meste af den nye, avancerede sikkerhed ekstraudstyr.
Citroën C3/DS3 nr. 6 - 1 point
Citroën C3/DS3 er to forskellige biler, der deler teknik, med sigte på to forskellige kundegrupper. Citroëns mod tager et point.
Dacia Duster nr. 7 - 0 point
Dacia Duster bliver ikke importeret til Danmark, men selv om den gjorde, er lav pris ikke nok til at komme i betragtning.