For en mand, der har skabt sin formue ved at tune og style Porscher og andre hurtige biler, kan motivationen for konceptbilen Bamboo virke selvmodsigende. Men schweiziske Frank M. Rinderknecht er en visionær og uortodoks mand.

- Enhver, der ikke er forblændet af hestekræfter, forlorent krom og topfart-vanvid bør tage et nærmere kik. Bamboo trykker på nulstil-knappen og giver plads til en måde at tænke på. Bilen er simpel og har rene linjer. Ingen klokker, ingen fløjter. Ikke noget overflødigt.
Ikke bare retro
Bilen minder om en forvokset golf-kart eller en beach buggy, men Rinderknecht advarer mod at undervurdere bilen som blot en nostalgisk retrobil. Det drejer sig om at komme tilbage til rødderne.

Bygget af bambus
Bamboo har – som navnet antyder – en del bambusmaterialer i mange komponenter, og så er bilen naturligvis eldrevet. Det gælder også den lille, sammenklappelige tohjuler, Bamboo-ejeren kan bruge til at komme det sidste stykke hen til målet – stranden, f.eks.
Historien bag og inspirationen til selve bilen kommer fra 1970ernes sorgløse strandliv ved St. Tropez i Sydfrankrig. Det handler ifølge Rinspeed om længslen efter sol, sommer, lys og det lette liv, og man kunne forvente at se Brigitte Bardot bag rattet med playboy Gunther Sachs ved sin side på vej til Tahiti Beach.
Jo, man har lov til at drømme her i vintermørket.
Premiere på Genève-udstillingen

I 2010 gjaldt det en lille elbil, der kunne tage med S-toget, og tidligere har firmaet vist en cabriolet, der kunne ”køre” under vand. Den bil blev faktisk bygget i en køreklar/sødygtig udgave.