Kortet bliver lagt i graven, selv om det har været en succes. Shell i Danmark kan ikke opretholde kortet som et tilbud til bilisterne.
- Kortet har været et vigtigt tilbud for kunderne hos Shell i Danmark, men som del af en global virksomhed må vi nogle gange følge med strømmen, og Danmark var efterhånden det eneste land, der stadig havde euroShell til private, forklarer Regitze Reeh, kommunikationschef hos Shell.
I stedet kan kunderne vælge at få et Shell Card, der kan bruges på Shell- og Shell Express-stationer i Danmark, Sverige, Norge og Finland.
Levn fra gammel tid
Kortet gav som udgangspunkt ikke rabat på brændstof, men gav kredit og mulighed for overblik over brændstofforbrug.
- Det stammer jo fra en tid, da landene i Europa havde forskellige valutaer, og folk brugte rejsecheck. Men i dag er det nemt, at bruge kreditkort, og de fleste europæiske lande har euro, så selv om mange har euroShell card, bruger de det kun få gange om året, siger Regitze Reeh, der beklager, at folk oplever det som en serviceforringelse.
- Ingen andre selskaber tilbyder noget lignende, så vi har oplevet en stor loyalitet. Men beslutningen er desværre ude af vores hænder, siger kommunikationschefen.