Kia Picanto betød et gennembrud for Kia, da mikrobilen blev lanceret for syv år siden. Den blev et salgshit og var den gang en af få biler i klassen under de normale minibiler.

Men på biludstillingen i Genève til februar står en ny generation, som Kia nu løfter lidt af sløret for. Den koreanske bilproducent har udsendt tegninger af nyheden.
På samme udstilling er der også premiere på afløseren for Kia Rio, men den holder Kia under hatten lidt endnu.
Mere moden
Selv om Kias designskitser gang efter gang har det med at overdrive og forvrænge, så får man alligevel et indtryk af bilen, og fristes til at give Kia ret i, at den nye Picanto har mere ”selvtillid, soliditet og modenhed.”

Til Danmark til foråret
Efter premieren i Genève ventes Picanto til Danmark hen på foråret.
Det interessante bliver så at se, om Kia i Danmark kan få den forbedrede bil en pris, der er lav nok til at konkurrere mod de mange andre tilbud i mikroklassen.