Det er godt nyt for mange bilkøbere, men rigtig træls for de, der har købt en Renault i den seneste tid: Priserne på de fleste Renault-modeller har fået et ordentligt hak nedad.
Da den nuværende Scénic og Grand Scénic blev lanceret for godt et år siden, var prisen sænket pænt i forhold til tidligere, og begrundelsen var, at så skulle det være slut med store skjulte rabatter hos forhandlerne og yderligere prisfald fra importøren.Bemærkelsesværdige store prisfald
Men der er åbenbart plads til yderligere prisfald, og de er bemærkelsesværdigt store.
Den usædvanlige prisnedsættelse skal være med til at øge Renaults salg markant i 2011. Markedsandelen skal hæves fra de nuværende 3,4 procent til mindst 5,0 i 2011. Det vil samtidig opfylde ambitionen om atter at være blandt de ti største personbilsmærker.
I Renaults egen udregning vil en Renault Clio Sport (Tourer Expression 75 hk diesel) til 160.580 kr. være 32.000 kr. billigere end konkurrenten Skoda Fabia Combi (Ambiente 1.2 Tdi) 75 hk diesel 192.680 kr.
Billigste minibil
Den tredørs Clio underbyder desuden den hidtil billigste minibil, Opel Corsa, med ca. 1.000 kr.
Ligeledes vil en Renault Scenic (Authentique 1.6 110 hk benzin) til 203.580 kr. være 95.000 kr. billigere end en Citroën C4 Picasso (1.6 120 hk benzin Attraction) til 298.670 kr.
Renault oplyser, at prisfaldet gælder indtil udgangen af april, men Motors erfaring med den type prisfald er, at priserne sjældent kommer tilbage til deres oprindelige niveau igen.
For et år siden havde Renault et tilbud om fem års garanti som lokkemad. Det er der ikke noget af denne gang, hvor bilernes sælges med de normale to års garantilignende vilkår.
Eksempler på prisfald (før-priser i parentes)
Renault Clio 1.2 3/5 dørs: 122.580/128.580 kr. (144.580/150.580 kr.)
Renault Clio Sport Tourer: 1.2 75 hk: 148.580 kr. (169.580 kr.)
Renault Mégane hatchback 1.6. benzin: 183.580 kr. (219.080 kr.)
Renault Scénic 1.6 benzin: 203.580 kr. (239.080 kr.)
Renault Grand Scénic 1.6 benzin: 241.989 kr. (271.080 kr.).
Også en række udvalgte dieselmodeller er blevet markant billigere.
Renault har for nylig sænket prisen på mikrobilen Twingo og skåret Laguna-programmet ned til én dieselmodel, der samtidig er blevet billig.