Folkevogn nr. 111.111.111

Et markant jubilæum: Godt 111 mio. VW-modeller - eller mere præcist ethundredeogelleve millioner ethundredeogelleve tusinde - er der nu fremstillet siden grundlæggelsen af mærket.

VW nr. 111.111.111 blev en Golf GTI, som her er rullet af samlebåndet i Wolfsburg 22. december 2010.
Nyt om biler

Der skal være styr på bogholderiet, når man tæller til over 100 millioner biler. Og om det er den eksakte sandhed, finder man nok aldrig ud af, men historien er meget god:

VW-mærket producerede den 22. december bil nr. 111.111.111, oplyser selskabet. Det tilføjer, at der udelukkende er tale om VW-modeller, således at øvrige biler fra Volkswagen-koncernen, så som Audi og Skoda, altså ikke tæller med.

VW er nået frem til, at bil nr. 111.111.111 var en Golf GTI i farven skyggeblå metallak, som meget bekvemt rullede af båndet på netop hjemstavnsfabrikken i Wolfsburg.

Golf topper

Golf er også den mest solgte VW, idet der til dato er fremstillet 28 mio. styks. Den originale Beetle/Asfaltboble/Type 1 nåede op på 21,5 mio., mens Passat indtil videre er nået til ca. 17,5 mio. og Polo til ca. 11,5 mio.

VW-mærket råder over 35 fabrikker på verdensplan, dels komplette fabrikker, dels komponent-fabrikker.