Motor var i januar-nummeret for tidligt ude med nyheden om, at Københavns Kommune fra januar indfører en ny og meget dyr lilla parkeringszone i city.
Det var en misforståelse, at ændringen skulle indføres fra nytår, og desuden er hele processen blevet forsinket. Høringen af ændringen blev udskudt, så den først blev afsluttet ved nytår.
Ydermere afventer Borgerrepræsentationen den endelige politiske behandling, til kommunen i februar kender det mere præcise udspil fra regeringen om, hvordan kommunale parkeringsindtægter kan blive modregnet.
45 kroner i timen
Kommunens plan er stadig at indføre en lilla p-zone i middelalderbyen, hvor timeprisen bliver 45 kr. i stedet for 29 kr. Til gengæld er det planen at gøre 30 minutters parkering gratis.
Desuden er det meningen at ændre en del af den grønne p-zone til den noget dyrere røde zone.
Som det ser ud nu, indføres de nye parkeringszoner tidligst midt i 2011.