Indgå ikke ny købsaftale

Har du indgået en aftale om køb af en ny bil, som ikke er indregistreret endnu, skal du ikke indgå en ny købsaftale med forhandleren for at få nedsat registreringsafgiften. Accepter kun en ny købsaftale, hvis prisen på byttebilen bevares.

Køb af ny bil
Bilist

Hvis du har underskrevet en slutseddel på en ny bil, som endnu ikke er indregistreret og leveret, skal du ikke indgå en ny aftale med bilforhandleren på baggrund af de nye afgiftsregler. Afgiftsnedsættelsen skal blot beregnes på den nye bil og modregnes prisen ved levering.

FDM er blevet kontaktet af flere medlemmer, der har fået en henvendelse fra den bilforhandler, som de for nyligt har underskrevet slutseddel om køb af ny bil hos. Bilforhandleren ønsker at udarbejde en ny købsaftale som følge af de nye afgiftsregler.

FDM fraråder at indgå ny aftale

Hvis der indgår en byttebil i handlen, kan du ved en ny købsaftale risikere, at bilforhandleren ønsker at regulere prisen for byttebilen, da det forventes, at prisen på brugte biler falder. Dermed kan du miste din afgiftsrabat.

SE OGSÅ: Lavere afgifter giver billigere biler

Bevar prisen på byttebil

FDM råder til, at du kun accepterer en ny købsaftale, hvis prisen på byttebilen fastholdes som aftalt. Hvis det ønske ikke kan imødekommes af forhandleren, bør du meddele forhandleren, at du ønsker at fastholde den oprindelige købsaftale. Du vil stadig være berettiget til at få prisen reguleret ned som følge af de nye afgiftsregler.

LÆS MERE: Spørgsmål og svar om registreringsafgiften

Som medlem af FDM, kan du altid kontakte rådgivningen for yderligere information og vejledning.

Kontakt: FDM Rådgivning