Hyundai er gået nye veje i designet af sin nye sportscoupé. Veloster, som netop er blevet lanceret på Detroit Auto Show, er en tredørs coupé, hvor den tredje dør sidder i passagersiden og giver adgang til bagsædet.
Det kan virke besynderligt, men der er mening med galskaben, for i en sportscoupé er det sjældent, at bagsædet kommer i brug, og de gange det sker, kan passagererne sikkert godt leve med at kravle ind fra samme side. Samtidig kan førerdøren, som i sagens natur kommer i brug hver gang bilen skal ud at køre, gøres længere.Selv om den koreanske bil har premiere i Detroit, er der ikke langt til Europa, hvor den lanceres hen på foråret.
Ny 1.6-motor og dobbeltkobling
Veloster får en nyudviklet 1.6 liters benzinmotor med direkte indsprøjtning koblet med en sekstrins gearkasse og er den koreanske fabriks første dobbeltkobling.
Hyundai forventer, at Veloster vil kunne køre 17 km/l ved amerikansk landevejskørsel, hvilket er en bedre brændstoføkonomi end i hybridbilen Honda CR-Z.
Hyundai Veloster er udviklet med unge bilkøbere i tankerne, og det afspejler sig i udstyrslisten, der ligner lagerlisten fra Fona.Alt i elektronik
Bilen er spækket med alt det elektroniske isenkram, man kan forestille sig, og Hyundai spørger retorisk, hvorfor man ikke skulle kunne forvente sig samme funktioner i en bil som man kan i en smartphone.
Hyundai kalder systemet Bluelink, og det vil kunne fås i tre forskellige niveauer i Veloster.