Minagi er Mazdas drøm om lille SUV

Konceptbilen Minagi viser endnu et designskifte hos Mazda, men det ser ikke kedeligt ud. Og så er bilen en budbringer om, at Mazda vil bygge en VW Tiguan-konkurrent.

Mazda Minagi får premiere til marts.
Nyt om biler

Mazda viser nye sider af sig selv på den store biludstilling i Genève til marts. Ikke alene fabulerer mærket videre over sin nye designstil med konceptbilen Minagi; samme bil ser ud til at være et ret konkret bud på en kompakt SUV.

Mazda Minagi kan blive en ny SUV et halvt nummer mindre end CX-7 og kan komme til at hedde CX-5.
Mazda Minagi kan blive en ny SUV et halvt nummer mindre end CX-7 og kan komme til at hedde CX-5.
Mazda har i forvejen firehjulstrækkeren CX-7 og i USA desuden den større CX-9, men selv CX-7 befinder sig i en klasse, der er lidt for stor og dyr til blive det helt store salgshit i Europa.

Ny CX-5?

Der skal en mindre model til, og Minagi ser ud til at kunne blive en sådan CX-5. Mazda selv nøjes med at sige, at ”Minagi er en forløber for introduktionen af Mazdas næste generation af biler og viser en ny retning for Mazda, der dermed indleder en ny æra.”

Mazda har det med at vise konceptbiler i ret god tid, inden bilen er klar, så der kan godt gå en rum tid - måske to-tre år - før en CX-5 er på gaden som konkurrent til bl.a. Nissan Qashqai, VW Tiguan og afløseren for Ford Kuga.

KODO  Soul of motion kalder Mazda sin nye designstil.
KODO Soul of motion kalder Mazda sin nye designstil.

Mazdas nye teknologier

Mens Mazda altså ikke bekræfter, at en sådan kompakt SUV rent faktisk kommer, så indeholder konceptbilen den teknologi omkring motor, undervogn og vægtreduktion, som kommer i alle Mazdas nye modeller, og som kaldes Skyactiv.

Vi får dog ikke noget at vide om motorstørrelse, hestekræfter og brændstofforbrug.

Konceptbilen Shinari fra 2010 var først til at indikere Mazdas designskifte.
Konceptbilen Shinari fra 2010 var først til at indikere Mazdas designskifte.
Et andet begreb, man skal lære, hvis man vil følge med i Mazda-udviklingen, er ”KODO – Soul of motion”. Det dækker over Mazdas nye designstil.