Forskellige krav til vinterdæk på anhænger

I Danmark er der ikke krav om vinterdæk til hverken trailer eller campingvogn. Præcis ligesom der heller ikke er krav for bilen. FDM anbefaler dog, at du monteret vinterdæk, hvis du skal køre i vinterføre. Skal du til udlandet med campingvogn eller trailer kan der gælde andre regler.

Vintervej
Nyt om biler

Der er hverken krav til vinterdæk på bilen eller en eventuel anhænger efter bilen, så længe du kører i Danmark. Også selv om din bil har monteret vinterdæk, kan du i følge loven godt køre med en campingvogn på sommer- eller helårsdæk. Selv om der ikke er et lovkrav, så anbefaler FDM alligevel, at du af sikkerheds hensyn monterer vinterdæk på din trailer eller campingvogn, hvis anhængeren skal køre i sne eller på is.

Krav om vinterdæk i udlandet

I landene omkring os er der forskellige regler om krav til vinterdæk – både når det gælder bilen og anhænger. I Sverige gælder for eksempel, at i tilfælde af vinterføre – det vil sige sne, slud eller is – skal bilen have monteret vinterdæk. Og de regler gælder også for en eventuel campingvogn eller trailer. I Tyskland derimod er det et krav, at bilen har vinterdæk, men det krav gælder ikke for en trailer eller campingvogn. FDMs søsterklub ADAC anbefaler dog ligesom FDM, at du monterer vinterdæk også på anhængeren.

Så medbringer du for eksempel en campingvogn på din vinterferie, er det en god ide at undersøge lovgivningen i det land du skal til og de lande du eventuelt kører igennem.