Lexus smider hybridbombe

Lexus’ første kompaktmodel, CT 200h, bliver væsentlig billigere end forventet: godt 380.000 kr. Bilen har Prius’ hybridteknik som standard.

Lexus CT 200h bliver billigere end Toyota Prius med samme teknik.
Nyt om biler

Hybridbiler har aldrig været billige, men nu gør Lexus det efter omstændighederne forbløffende billigt at stige ombord i en luksus-hybrid.

Alt er jo relativt, men Toyota Danmark oplyser nu, at Lexus CT 200h får en listepris på kun 382.411 kr. Forventningen i motorpressen herunder Motor har været, at bilen ville havne et sted mellem 450.000 og 550.000 kr.

En Audi A3 Sportback – en af konkurrenterne – koster med 125 hestekræfter og laveste udstyrsniveau 327.000 kr. En BMW 118i med 143 hk fås fra 344.000 kr. I modsætning til de tyske konkurrenter fås Lexus’en kun med højt udstyrsniveau. Den har også automatgear - af den trinløse CVT-type - som standard.

Skal fordoble Lexus-salget

Toyota giver indtil videre ingen forklaring på, hvorfor bilens pris lander så markant under forventningerne, men den danske importør lægger ikke skjul på, at der gerne skal sælges mange styks af den lille Lexus. På europæisk plan er ambitionen, at CT 200h skal fordoble Lexus-salget.

Prisen på CT 200h (h for hybrid) er særligt bemærkelsesværdigt, da en Toyota Prius med præcis samme teknik koster ca. 389.000 kr., altså 7.000 kr. mere end den finere fætter.

Samme teknik som Toyota Prius

CT 200 h og Prius er bygget på samme undervogn og har grundlæggende samme teknik. Det vil sige, at en 1,8 liters benzinmotor med får assistance af en elmotor med omregnet 82 hestekræfter. 2+2 giver dog ikke 4 i dette tilfælde, så den samlede ydelse, når de to motorer hjælper hinanden, er 136 hk.

Benzinøkonomien er ifølge de officielle tal 26,3 km pr. liter.

Lexus CT 200 h kommer til Danmark til april.