EU sætter snart en stopper for, at bilfabrikker kan lancere nye biler uden sikkerhedssystemet ESC.
Allerede fra 1. november i år bliver det et krav at nye bilmodeller har ESC, også kendt som ESP, som standard. Det betyder, at helt nye bilmodeller fra den dato kun kan typegodkendes i Den Europæiske Union, hvis alle varianter er forsynet med det elektroniske stabilitetssystem.
Derimod får bilmodeller, der allerede er på markedet, noget længere snor. Først fra 1. november 2014 bliver det forbudt at sælge personbiler uden ESC.
Aygo må fortsætte lang tid endnu
Det betyder, at en bil som Toyota Aygo, der i stor stil sælges uden ESC i Danmark, kan fortsætte sådan tre et halvt år endnu. Men hvis der kommer en ny generation næste år, og det er ret sandsynligt, så bliver ESC lovpligtigt.
Biler, der allerede kører på vejene, berøres ikke.
De nye krav får dermed stærkt begrænset betydning i Danmark, hvor markedskræfter og afgiftslettelse har presset sikkerhedsudstyret ud i næsten alle biler.
Derimod er ESC ikke særlig udbredt i Syd, Øst og Centraleuropa, og ESC-kravet kan nok også blive en ekstra midlertidig stopklods for kinesiske mærker, der vil indtage EU.
Mere sikkerhed i tunge køretøjer
EU-Kommissionen har også vedtaget et andet direktiv, der på sigt vil øge trafiksikkerheden.
Fra 1. november 2013 skal alle helt nye lastbiler og store busser have et automatisk nødbremsesystem, der kan hindre eller afbøde alvorlige ulykker, hvor tunge køretøjer hamrer ind i personbiler - typisk fordi chaufføren er uopmærksom.
Samtidig skal busser og lastbiler have en advarsel, hvis køretøjet utilsigtet er ved at køre over i en anden vognbane eller i nødsporet.
Begge sikkerhedssystemer skal være i alle tunge køretøjer, der indregistreres fra 1. november 2015.