Minibil skal sætte fut i Lexus

Lanceringen af den lille hybridbil CT 200h skal mere end fordoble Lexus’ salg i Danmark, lyder ambitionen. Men det er stadig meget, meget små tal.

Lexus CT 200h kommer til Danmark til april. Salgsmål i 2011: 55 styks.
Nyt om biler

I snart 20 år har Toyota solgt sit luksusmærke Lexus i Danmark, men stadig er mærket ganske usynligt. I 2010 var Lexus det 31. største personbilsmærke med et salg (nyregistreringer) på bare 34 biler – foruden en enkelt gulpladebil.

Men nu skal der langt mere fut i salget. Hjælpen kommer udefra i form af en helt ny model, CT 200h, der er et nummer mindre og billigere end den hidtil mindste IS-serie. Billigste udgave koster ca. 382.000 kr.

55 styks

- Vi forventer at kunne sælge 55 i 2011, sagde Toyota Danmarks pressechef Anders Tystrup ved den europæiske presselancering af CT 200h.

De 55 mini-Lexus’er vil udgøre en yderst beskeden andel af det lille premium-segment i Danmark – mindre end to procent. Resten er især Audi A3, BMW 1-serie og Mercedes-Benz A- og B-klasse.

Hvis det lykkes at sælge de 55, vil det mere end at fordoble Lexus’ danske 2010-salg og bringe Lexus foran Jaguar.

Kun én forhandler

Udbredelsen af Lexus bremses af, at der kun findes én forhandler i Danmark; på Nørrebro i København.

På spørgsmålet om, hvorvidt der skal være flere forhandlere i Danmark, svarer kommunikationschef René Mouritsen:

- Det er spørgsmålet om hønen og ægget, siger han med henvisning til, at det er svært at sælge mange biler med én forhandler, og at der ikke er økonomi i det for flere forhandlere, når der sælges så få biler.

Men lanceringen af Lexus’ ”volumenmodel” er altså ikke anledning nok til at supplere med flere forhandlere.

Et dilemma

Introduktionen af den relativt billige CT 200h er samtidig et dilemma for Lexus. Med modeller til over en million kr. var både kunder og forhandler mere indstillet på at rejse mellem landsdelene for at prøve og købe bilen.

Samme motivation er der ikke med en mere folkelig bil til 400.000 kr. men samtidig skal den billigere bil ud til en bredere køberskare for at nå sit salgsmål.

Lexus CT 200h lanceres officielt i april.

Læs Motors foreløbige oplevelse af den nye mini-Lexus