Når vinteren slipper sit tag i den danske natur, bliver det igen tid for mange til at starte bilen og komme ud og få nogle ferieoplevelser. Én gruppe ferielystne trafikanter er dog mere synlige i trafikken end de andre – det er dem, der har spændt en campingvogn efter bilen. Med deres lavere tilladte hastighed er campingvogne ofte med til at give propper i trafikflowet, hvilket ikke blot et irritationsmoment, det kan også være direkte farligt.
På motorvej er det netop fartforskellene, der er blandt årsagerne til ulykker - og problemstillingen med fartforskelle er bestemt ikke blevet mindre af, at vi nu må køre 130 km/t på halvdelen af motorvejene. På landevej opstår risikoen først og fremmest i forbindelse med overhaling af campingvognene, for de fylder godt i landskabet og tager dermed udsynet.
I andre lande, herunder Tyskland, er det tilladt at køre hurtigere med campingvogne, og FDM ser gerne, at det også i Danmark bliver tilladt at køre 100 km/t på motorvej og 80 km/t på landeveje med særligt godkendte campingvogne.
Føler sig presset til at køre hurtigere
Udover sikkerhedsspørgsmålet handler det også om trafikkultur og oplevelse af at være til gene for andre i trafikken. FDMs undersøgelse blandt campister viser, at mange føler sig presset i trafikken til at køre hurtigere end tilladt. På motorvej, hvor rigtigt mange lastbiler reelt kører omkring 90 km/t, er campister, der overholder fartgrænsen, genstand for talrige overhalinger. På den østjyske motorvej, hvor der nu er et forsøg med overhalingsforbud på en 60 km lang strækning, må det forudses, at campingvognene til sommer for alvor kommer på kollisionskurs med lastbilerne. Men også på landeveje føler mange campister, at de er til gene og føler sig presset. Det giver mange overhalinger og en mere presset trafik.
Forslaget om at hæve fartgrænserne for campingvogne er bestemt ikke ny. Tilbage i 2006 blev der stillet forslag i Folketinget, men forslaget vandt dengang ikke tilstrækkelig opbakning, bl.a. på baggrund af at politi og vejmyndigheder ikke havde tilstrækkeligt erfaringsgrundlag og i stedet forholdt sig mere teoretisk til mulige konsekvenser for trafikafvikling og sikkerhed.
Brug erfaringerne fra Tyskland
Dengang såvel som nu vil FDM pege på, at der er praktiske erfaringer at hente lige syd for grænsen. I Tyskland, hvor Tempo 100 nu er blevet permanent lovgivning, er der gode erfaringer, og de viser, at det ikke har kostet på trafiksikkerheden, at campingvogne nu bedre kan følge trafikken.
At det ikke har kostet på sikkerheden at indføre Tempo 100 i Tyskland skyldes uden tvivl, at de tyske godkendelsesregler stiller en række tekniske krav til bil og campingvogn for at sikre, at vogntoget har den fornødne stabilitet og sikkerhed ved den højere fart. Det handler bl.a. om krav til vægtfordeling, støddæmpere, bremser og dæk.
Meget at vinde, intet at tabe
Allerede i dag vælger mange danske campister at få deres campingvogn godkendt efter de tyske Tempo 100-regler, og det er FDMs vurdering, at op mod halvdelen af de 142.000 danske campingvogne ville kunne godkendes efter de tyske regler.
Set fra FDM er der intet at tabe, men meget at vinde ved at komme i gang med en forsøgsordning i Danmark. Vi foreslår, at der stilles de samme krav, som er gældende for Tempo 100-ordningen i Tyskland. Forsøget bør endvidere indrettes, så der også høstes erfaringer fra almindelige landeveje, hvor det vil være naturligt, at de godkendte campingvogne får lov til at køre 80 km/t.