
Den mest markante design-feature er skyde-bagdørene med integrerede B-stolper. Det giver én stor ubrudt åbning på over 1,5 meter, når både for- og bagdør er åben.
B-Max er bygget på samme platform som Ford Fiesta, men er 11 cm længere og 11 cm højere. Selvom B-Max er 32 cm kortere end C-Max, er det muligt at laste bilen med genstande, der er helt op til 2,35 meter lange, når forsædet er lagt ned.
Ambitiøse mål for sikkerhed

Samtidig har Ford udviklet et særligt låse-system, som forankrer dørene til såvel tag som gulv, og sammen med andre tekniske løsninger giver det en kabine, der i følge Ford vil kunne leve op til de højeste sikkerhedsstandarder. Ford oplyser således, at B-Max vil kunne opnå samme resultater i Euro NCAPs sidekollissionstest som fabrikkens øvrige produkter, hvilket vil sige fem stjerner i crashtesten.

Ford B-Max er stadig kun et koncept, men såvel motor som skydedørene med integrerede B-stolper er meget tæt på at være produktionsklar. Derfor forventer Ford, at B-Max går i produktion allerede til næste år.