Automatgear med ni trin

Chrysler går et gear op: Med tysk hjælp får den kommende 200C en gearkasse med hele ni trin. Formålet er især at sænke brændstofforbruget.

Chrysler 200C bliver den første bil med nitrins automatgear.
Nyt om biler

Det bliver amerikanske Chrysler, der kommer først med et nyudviklet nitrins automatgear.

Den nye automatgearkasse er yderst kompakt, og det er derfor muligt at sammenbygge den med en tværstillet motor i selv mindre forhjulstrukne biler.
Den nye automatgearkasse er yderst kompakt, og det er derfor muligt at sammenbygge den med en tværstillet motor i selv mindre forhjulstrukne biler.
Den nye gearkasse er udviklet af tyske ZF, men skal produceres i USA og i første omgang installeres i den nye Chrysler 200C, som ventes på markedet næste år.

Avanceret gearkasse

ZF præsenter den nye gearkasse på Detroit Auto Show, og det tyskbaserede firma kunne samtidig fortælle, at det er første gang, at en bil med forhjulstræk og en tværstillet motor bygges sammen med en så avanceret automatgearkasse.

Målet er, at brændstoføkonomien skal sænkes betragteligt. Det kan lade sig gøre, idet de mange gear hele tiden sørger for, at motoren kører med det mest optimale omdrejningstal i forhold til forbruget.

Udover at sænke forbruget vil den nye gearkasse også øge køreoplevelsen, hævder ZF.

Hurtig respons

Baggrunden for den melding er, at den nye gearkasse vil kunne springe fra et hvilket som helst gear til et andet, og dermed mindskes responstiden, fra man træder på speederen, til bilen reagerer.

ZF understreger, at den nye gearkasse ikke bliver unik for Chrysler. 80 procent af alle biler i verden har en tværstillet motor og forhjulstræk, og ZF vil derfor gerne levere den nye automatgearkasse til mange andre bilmærker.

Hvem der bliver næste kunde hos ZF, er ikke offentliggjort. En kandidat kunne dog være Lancia, da Chrysler 200C menes at komme i en Lancia-udgave i en overskuelig fremtid.