Mørke skyer over Saab

Direktøren er gået, underleverandørerne får ikke deres penge, og produktionen er stoppet tre gange på tre dage. Det går ikke supergodt hos det selvstændige Saab.

Under bilshowet i Genève 1. marts bar Viktor Muller (t.v.) og Jan-Åke Jonsson på mindst en hemmelighed. Jonsson var på vej væk.
Nyt om biler

Det var ikke det bedste signal, der blev sendt fra den lille svenske by Trollhättan 25. marts, da det blev meddelt, at Saabs administrerende direktør er fratrådt.

Direktøren gennem de seneste seks år, Jan-Åke Jonsson, henviste til, at de seneste tre år har været særdeles krævende.

- Nu er det tid til at bruge tid på andre ting, som jeg hidtil har måttet afstå fra, lød hans afskedssalut.

Hele sandheden?

Det har utvivlsomt været meget hårdt at være Saab-chef, men om arbejdspresset er hele sandheden om direktørens afgang, ved ingen uden for en snæver kreds. Men det styrkede ikke ligefrem tilliden til Saab, som ikke kan siges at være kommet sikkert gennem krisen.

Tværtimod vendte den tilbage få dage efter direktørens opsigelse, uden der nødvendigvis er en sammenhæng.

Produktionen stoppet

Tre gange i denne uge er produktionen i Trollhättan stoppet på grund af manglende komponenter. Det er kommet frem, at mange leverandører ikke har fået penge fra Saab siden december.

Først stoppede det store speditionsfirma DB Schenker varekørslen, så kom det frem, at reklamebureauet var gået sin vej ligeledes på grund af manglende betaling, og så standsede leverandøren af instrumentborde, IAC, forsyningen.

Sidstnævnte betød, at endnu 1. april om morgenen, var alle samlebånd ikke i fuld gang.

"Vi har penge nok"

Saab forsikrer, at pengebeholdningen ikke fejler noget for at klare den daglige drift. Firmaet henviser primært til problemer med sit nye bogholderisystem efter frigørelsen fra General Motors systemer.

Samtidig er der meldinger om, at den russiske finansmand og mangemillionær Vladimir Antonov er på vej til at putte penge i Saab.

Antonov har flere gange spøgt i kulissen hos både Saab og Saabs ejer Spyker, men General Motors ville oprindelig ikke have ham med som køber, fordi hans navn i for høj grad var knyttet til økonomisk kriminalitet i Rusland.

Indtil der er fundet en ny direktør, fungerer storaktionær og bestyrelsesformand Viktor Muller fra Spyker Cars som direktør.