Efter mange års snak, planer, forsinkelser og nye planer begynder Slagelse Omfartsvej nu at tage form. Det vil både gøre det nemmere for trafikanterne på Vestsjælland at komme frem og gøre nærmiljøet i Slagelse mere fredeligt.

Klar i efteråret 2013
De lidt større spader og entreprenørmaskiner begynder arbejdet midt i maj, og vejen ventes færdig i efteråret 2013.
Omfartsvejen vil føre rute 22 - der går mellem Kalundborg og Næstved - vest om Slagelse by og omfartsvejen får sin egen, nye tilslutning til E20 Vestmotorvejen.
Ni km lang - fem rundkørsler
Vejen bliver ni km lang og anlægges som tosporet landevej med hele fem rundkørsler.
Omfartsvejen var oprindelig et amtsligt projekt, men efter amternes nedlæggelse har staten/Vejdirektoratet overtaget projektet, som i mellemtiden har været kortvarigt i mølposen.
To etaper på én gang
Men nu er der grønt lys, og det er tilmed i sidste øjeblik - med transportaftalen ”Bedre Veje” fra december 2009 - lykkedes at finde penge til en anden etape på tre km, som kan åbne samtidig med den oprindelige første etape på seks km.
Dermed skabes der på en gang direkte forbindelse mellem Kalundborg og Næstved. Var anden etape ikke blevet anlagt, var den nye omfartsvej endt ved Skælskørvej, så de gennemkørende bilister på en meget kort strækning - under to km - skulle have været ind på motorvejen.