Østjyderne er vilde med at køre bil. Eller også har de bare et behov. I hvert fald stiger trafikken på centrale dele af E45 i Østjylland og Sønderjylland næsten dobbelt så hurtigt som gennemsnittet for resten af landet. Og sådan har det været gennem mange år.

Seks spor er ikke nok
Den nuværende udbygning fra fire til seks spor på en lang strækning syd og nord for Vejle er i fuld gang, men det er slet ikke nok til at løse de kommende problemer. Der vil på et tidspunkt være behov for seks spor på hele strækningen og otte spor, hvor der lige nu udbygges til seks.
Hvis der ikke gøres noget, og trafikken fortsætter med at vokse som prognoserne siger, l der mange steder opstå ”kritisk trængsel” mange steder på E45 i perioden 2030-2050.

Hærvejsmotorvej ikke nok
Derfor har Vejdirektoratet undersøgt, hvordan E45 kan udbygges - i et kompliceret puslespil med andre udbygninger - en eventuel ny ”Hærvejsmotorvej” på langs af Midtjylland og en ny bro over Lillebælt eller sågar en fast Kattegatforbindelse.

Det fremgår dog, at en ny motorvej langs rute 13 vil haev stor nytte for Midt- og Vestjylland, men da over halvdelen af trafikken på E45 er lokal, vil en Hærvejsmotorvej ”kun” udskyde den kritiske trængsel på E45 i ti år.
Ny bro over Lillebælt?
Det samme med en ny bro over Lillebælt. Den dyre løsning med en lang bro mellem Bogense og Juelsminde vil ”kun” udskyde den kritiske trængsel i Trekantområdet og ved Vejlefjord med ti år.
Med andre ord: På lang sigt er der ingen vej uden om en bredere E45, hvis trafikken fortsætter opad, og man ikke vil acceptere sammenbrud i vejtrafikken.
Vejdirektoratet skønner, at der alene på E45 skal bruges 14-15 mia. kr. på udbygning frem til 2040 og yderligere 12 mia. kr. efter 2040.
Også i Sønderjylland
E45 mellem Trekantområdet og Århus nævnes ofte som smertensbarnet, men rapporten viser mere overraskende, at der også er behov for udbygning i Sønderjylland. her vokser trafikken også hurtigt, og særligt er lastbiltrafikken den tætteste i Danmark.
Se også: Der er brug for en ny Lillebæltsbro