Ny bordershop i Rostock

Scandlines åbner 31. maj endnu en af sine grænsebutikker, så det er muligt at købe øl, sodavand og andre varer lige ved færgen på tysk side.

En computerillustration af den nye butik i Rostock der åbner 31. maj.
Bilist

Danskerne har en tilsyneladende umættelig lyst til at købe øl, sodavand, slik og andre varer i Tyskland. Rederiet Scandlines åbner derfor endnu en af sine såkaldte Bordershops, der er store supermarkeder med stærkt fokus på danskernes foretrukne grænsevarer.

Fra 31. maj kan man handle i Scandlines nye grænsebutik meget tæt på færgelejet i Rostock Überseehafen.

1.200 kvadratmeter

Den nye butik får et shoppingareal på 1.200 kvadratmeter og bygger videre på konceptet fra butikkerne i Puttgarden og Sassnitz. Der er P-pladser til 65 biler og seks busholdepladser.

Ud over at henvende sig til almindelige rejsende er Bordershops’ene i Puttgarden og den nye i Rostock også rettet mod endagsrejsende, der kun kommer for at købe billigt ind og eventuelt kombinere det med en udflugt.

Endagsbilletter

Derfor tilbyder rederiet på begge ruter endagsbilletter t/r, og hvis man benytter bestemte afgange i visse perioder lægges der ofte en værdikupon til Bordershoppen oveni som lokkemad.

Den nye butik i Rostock kommer et årstid inden, overfarten får en større opgradering med nye og dobbelt så store færger samt nye færgelejer og terminalfaciliteter.