Renault ene om at mangle sikkerhed

Kun én ny bilmodel af betydning sælges nu uden antiskridsystemet ESC. Det er Renaults lille Twingo, hvor ESC stadig er ekstraudstyr.

Renault Twingo har nu den tvivlsomme ære at være eneste bil i Danmark uden ESC.
Bilist

Renault står nu tilbage som det eneste bilmærke i Danmark, der sælger nye biler uden det afgørende sikkerhedsudstyr ESC.

Efter at Toyota har bøjet sig og gjort ESC til standard på alle udgaver af Aygo, er den eneste model af betydning uden antiudskridnings-system Renaults lille Twingo. Selv koreanske mærker har ESC over hele linjen.

Renault, der ofte profilerer sig på sikkerhed, har indtil videre ikke tænkt sig at lave om på det.

”Prisfølsom klasse”

- Den lille klasse er meget prisfølsom, så vi vurderer, at det vil betyde for meget, hvis standardprisen bliver knap 5.000 kr. højere, siger pressechef hos Renault Danmark, Søren Hyltoft Thomsen.

Han oplyser, at forhandlerne gør meget for at overbevise kunderne om, at de skal vælge ESC. Det gør ca. 40 procent.

Twingo koster efter to prisnedsættelser knap 94.000 kr. uden ESC og knap 98.000 kr. med ESC samt omdrejningstæller, der følger med.

Stor fremgang for Twingo

Den lille Renault har fået et flot comeback, efter at prisen er sat markant ned. I år er der solgt 506 Twingoer mod 171 hele sidste år.

EU er ved at gøre ESC lovpligtigt. Til efteråret kan helt nye bilmodeller ikke typegodkendes uden de såkaldte stabilitetssystemer. To år senere må fabriksnye biler slet ikke indregistreres uden ESC.