Svinghjul kan blive et begreb, som fremtidens bilister og mekanikere skal føje til listen over komponenter i en moderne bil.
Volvo har nu føjet sig til en lille kreds af bilproducenter, der tror på et ekstremt hurtigtroterende svinghjul som et middel til at gemme energi og dermed i sidste ende til at nedbringe brændstofforbruget.
Elbiler og hybrider genbruger energi

Men der er andre måder til at gemme bremseenergien, der normalt bare går til spilde som varme.
Svinghjul med 60.000 o/m
Det hedder svinghjul, og vi skal lige en hurtig tur tilbage til fysiktimerne. Svinghjul kan i kraft af deres masse og hastighed - 60.000 omdrejninger i minuttet - gemme energi som kinetisk energi - det vil sige bevægelsesenergi. Det er også kinetisk energi, der er i en bil i bevægelse.
Ved hjælp af sindrige koblingsmekanismer kan energien under opbremsning flyttes fra bilen til svinghjulet. Senere kan energien sendes tilbage til bilen. Volvo vurderer, at svinghjul er et efffektivt og billigt alternativ til en elmotor/generator og batteri.
Testes til efteråret
Til efteråret bliver Volvo en af de første bilproducenter, som tester svinghjulsteknikken på offentlig vej. Det sker sammen med firmaerne Volvo Powertrain og SKF og ved hjælp af en offentlig bevilling på 5,5 mio. kr.
- Teknologien har potentiale til at mindske brændstofforbruget med op til 20 procent, og oveni booster det hestekræfterne, så en firecylindret motor får samme acceleration som en sekscylindret, forklarer Derek Crabb, direktør i VCC Powertrain Engineering.
Sidder på bagakslen
Systemet, kaldet Flywheel KERS (Kinetic Energy Recovery System), monteres på bilens bagaksel. Forbrændingsmotoren, der driver forhjulene, slås fra når bilen begynder at breme. Energien i svinghjulet kan efterfølgende anvendes til acceleration eller til at drive bilen, når den når op i hastighed.
- Vores beregninger viser, at forbrændingsmotoren kan være slået fra op mod halvdelen af tiden. Hvis prøverne og den tekniske udvikling går efter planen, regner vi med, at sende biler med svinghjulsteknologi ud i forretningerne inden for få år, tilføjer Derek Crabb.
Bedst til bykørsel
Energien kan kun gemmes, så længe svinghjulet spinder, så teknologien er mest effektiv, når man kører med gentagne stop/starter, dvs. i brændstofbesparelsen størst i tæt bytrafik.
Svinghjulet er udført i kulfiber, vejer omkring seks kg og har en diameter på 20 cm. Det spinder i et vakuum for at minimere friktionen.
Prøvede også i 1980erne
Volvo testede svinghjulsdrift i en Volvo 240 i 1980erne, men den gang var det udført i stål og var stor og tung og havde begrænset rotationskapacitet. Desuden var brændstofbesparelse ikke nær så vigtigt som i dag.
KERS er bl.a. blevet benyttet i Formel 1-biler i 2009-sæsonen og igen her i 2011.