Benzinslugere er en uddøende race selv i USA. Præsident Obama og stort set hele den amerikanske bilindustri – inklusive store europæiske og asiatiske mærker – er blevet enige om en dramatisk forbedring af benzinøkonomien i nye biler.
Drivkraften i den bemærkelsesværdige stramning er ikke så meget CO2 og global opvarmning, men kampen for at blive mindre afhængig af importeret olie.
Den nye aftale betyder, at den gennemsnitlige benzinøkonomi for alle nye biler, der sælge si USA, skal fordobles på mindre end 15 år.
I dag skal det vægtede gennemsnit af alle solgte biler pr. producent være 11,6 km pr. liter, og i 2016 skal det op på 15,1 km pr. liter, er det for længst aftalt.
Fem procent om året
Men så skal det ifølge den nye aftale gå stærkt med forbedringen – ca. fem procent årligt. Kravet i 2025 hedder 23,2 km pr. liter, hvilket er et ekstremt højt tal i et land, hvor alle biler kører på benzin og ikke diesel.
Den amerikanske norm for brændstofforbrug kan ikke direkte sammenlignes med den europæiske. Den officielle amerikanske målemetode er teoretisk og mere skrap end det forbrugstal, som bilsælgere skal sætte i bilerne. Her svarer de 23,2 km/l til 17,9 km pr. liter.
Volkswagen og Daimler imod
Bilindustrien har accepteret stramningerne og prøver at smile samtidig. Officielt er det kun Volkswagen og Daimler, der sælger en del dieselbiler , som er utilfredse, primært på grund af den bløde linje over for de store pickups.
Aftalen er kommet i hus, efter at præsident Obama har bøjet sig, når det gælder de store pickups, som de tre amerikanske bilkoncerner er førende på, og hvor de stadig tjener gode penge.
Disse biler bliver stort set fredet frem til 2020, og de sidste år frem mod 2025 skal de gøre mindre fremskridt end andre biler, omend denne periode endnu ikke er klart defineret for de tunge biler.