Højtflyvende snavs over Kina

Der er noget i luften om bord på flyene hos China Southern Airlines, noget som ikke skulle være der. Kun omkring 20 procent af tæpperne bliver nemlig rengjort efter passagererne har brugt dem, og inden de udleveres påny.

Der er bebudet storvask efter det er kommet frem, at passagererne hos China Southern Airlines får udleveret snavsede tæpper
Trafik

Det har skabt en del væmmelse og vrede, efter det er kommet frem, at passagererne hos flyselskabet China Southern Airlines risikerer at skulle holde varmen i snavsede tæpper. En ansat ved det renseri, som selskabet bruger til at få rengjort tæpperne, har afsløret, at kun en mindre del faktisk kommer under kærlig behandling.


China Southern sender dagligt 2.400 tæpper til renseriet Beijing Yingtailong Airline Appliance Co, hvor personalet plukker de 500 mest snavsede tæpper ud og giver dem en tur gennem maskineriet. De sidste knap 2.000 tæpper bliver bare strøget, foldet pænt sammen, pakket og sendt retur uvasket, ligesom der heller ikke bliver gjort brug af desinficerende midler.


Ifølge avisen Beijing Times er der tæpper, som bruges hver dag i flyene, som ikke er blevet renset i flere måneder. Samtidig oplyser kilden til afsløringen, at den stikprøvekontrol som China Southern skulle udføre, ikke har været foretaget i månedsvis.

Storvask undervejs

Det er angiveligt ikke uvilje hos Beijing Yingtailong Airline Appliance Co, der er skyld i de uhumske forhold. Men renseriet modtager hver dag 2.400 tæpper, 3.000 håndklæder, hundredevis af duge og mange uniformer som skal renses, og det har fabrikken slet ikke kapacitet til, siger direktøren ifølge Beijing Times. Direktøren understreger samtidig, at renseriet nøje følger alle regler for håndtering af tekstiler til brug om bord på fly.


Det vides ikke, om aftageren af de snavsede tæpper er helt på det rene med dén påstand, men China Southern Airlines – der målt på flådestørrelse er Kinas største flyselskab –har bebudet en undersøgelse af forholdene og om nødvendigt en storvask.