Cadillac atter med mini-dollargrin

Selv om BLS blev en gigantisk fiasko, forsøger Cadillac snart med en ny kompaktmodel. Denne gang med baghjulstrækkeren ATS, der også skal sælges i Nordamerika.

Cadillac ATS er en kompakt sedan. En coupé kan også ventes, mens en stationcar ikke er realistisk.
Nyt om biler

Cadillac gør næste sommer et nyt forsøg på en ”lille” bil. Det sker med en model, der indtil videre kaldes ATS, og som vi får lov at se i denne silhuet.

General Motors luksusmærke giver ikke mange oplysninger ud over at fortælle, at modellen får baghjulstræk og skal konkurrere mod BMW 3-serie og lignende modeller.

Fra forhjulstræk til baghjulstræk

Baghjulstrækket er til gengæld også en markant fornyelse i forhold til Cadillacs hidtidige mini-model kaldet BLS, som kun sælges i Europa. BLS har forhjulstræk og en forklaring er, at den er en Saab 9-3 med ændret front og hæk.

BLS blev fra 2005 til 2009 bygget af Saab i Trollhättan i Sverige og blev overvejende solgt i Europa. I 2009 og 2010 blev bilen ifølge nogle kilder produceret i Kaliningrad, Rusland.

ATS skal fremstilles på General Motors Lansing Grand River Assembly Plant i staten Michigan.

ATS = At Tænke Sig

På dagbladet Politiken gør motorredaktør Allan Graubæk sig lystig over navnet ATS, der også er forkortelsen for Danmarks mest kendte avissatire, Politikens At Tænke Sig.

- ATS finder det upassende, at Cadillac på denne måde misbruger vort navn. Vi vil dog se gennem fingre med det, hvis bilen viser sig at være en vittighed, siger vagthavende ATS-redaktør Gorm Vølver til ATSs omslag, Politiken.

BLS har været på kanten af en vittighed, idet den udgik efter kun fire år på grund af et særdeles dårligt salg. I 2007 blev der fremstillet ca. 2.800 styks.