Danmarks korteste og kortest levende motorvej er taget i brug i dag. Bilisterne på E45 nord for Vejle sendes nu ud på en bue forbi den oprindelige motorvej lige syd for Danmarks Transportcenter.
Det sker på en 800 meter nyanlagt, firesporet motorvejsstump, der fører den intense trafik uden om et kommende brobyggeri.
God men dyr løsning
Den midlertidige motorvej er Vejdirektoratets nyeste middel til at give bilisterne fornuftig fremkommelighed, mens der bygges lige ved vejen. Samtidig giver det bedre arbejdsvilkår for entreprenøren og dermed kortere byggetid.
- Det er ikke nogen billig løsning, men der er meget store trafikmængder på E45, siger souschef i Vejdirektoratets anlægsdivision, Erik Birk Madsen.
Flere fordele
Til gengæld er der flere fordele.
- Trafikanterne oplever ensartede forhold i hele anlægsperioden og slipper for de mange indsnævringer og spærringer af spor, som er nødvendige, når man udfører anlægsarbejde på en vej med trafik, forklarer projektleder i Vejdirektoratet Niels Jørgen Larsen.
- Lige så vigtigt er, at vores entreprenører får arbejdsro og kan bygge løs uden at skulle bekymre sig helt så meget om trafikken. Og endelig betyder det meget for både trafiksikkerheden og sikkerheden for de mennesker, som arbejder på byggeriet, at de to ting er adskilt, siger han.
Lidt af den nye vej kan genbruges til ramper på den permanente motorvej.
Trafikken i sydgående retning blev flyttet natten til 10. august, mens det nordgående følger efter natten til 16. august.
Nyt motorvejskryds
Det kommende, store vejarbejde på stedet skyldes, at Midtjyske Motorvej her skal tilsluttes Østjyske Motorvej i et kompliceret kryds, der kommer til at hedde Motorvejskryds Vejle.
Den nye motorvej får fartbegrænsning på 80 km/t., som også er den normale fartgrænse ved motorvejsbyggerier.
Af sikkerhedsmæssige årsager er der en halvanden meter høj afskærmning i rabatten ved den midlertidige vej, så trafikanterne ikke kan kigge ned i brohullet.
Motorvejen og krydset færdigt i 2013
Anlægget af Midtjyske Motorvej går hurtigere end forventet. En strækning lidt øst for Give åbner muligvis allerede inden nytår - halvandet år før beregnet - mens resten af Riis-Ølhom-etapen er klar i 2012, et år før planlagt. Den resterende strækning til Motorvejskryds Vejle åbner i 2013.