En af årets største bilnyheder er samtidig en af de mindste og har det korteste navn.
Up hedder VWs lille ny, som får verdenspremiere på Frankfurt-udstillingen i september, og når til danske forhandlere til marts.Her er de første billeder af nyheden, og billederne fortæller, at den ”rigtige” model er stort set identisk med den elektriske konceptudgave, VW viste sidste år.
Både tre- og femdørs
Up fås både som tre- og femdørs og bliver i begge tilfælde firepersoners. Indtil videre vises kun billeder af den tredørs.
Up er meget kort, 3,54 meter lang, men det er dog 13 cm mere end de nærmeste konkurrenter, Toyota Aygo, Citroën C1 og Peugeot 107. Ups akselafstand er med 2,42 meter ni cm større.Bredden og højden er hhv. 1,64 og 1,47 meter.
Bagagerummet er stort for klassen: 251 liter.
To benzinmotorer, ingen diesel
Fra begyndelsen kan bilen leveres med 1.0 benzinmotor med to ydelser, 60 og 75 hestekræfter, og i de bedste udgaver kører de hhv. 23,8 og 23,3 km/l. Der er tale om nyudviklede, trecylindrede motorer.
En dieselmotor vil man normalt forvente fra VW, men tilsyneladende bliver det slet ikke en mulighed.
Elversion i 2013
Derimod er det sikkert, at Up allerede i 2013 vil blive markedsført i en elektrisk udgave kaldet E-Up.Unikt i klassen bliver muligheden for et nødbremsesystem kaldet city-emergency-brake. Systemet kan automatisk bremse bilen ved hastigheder på op til 30 km/t. selv bremse bilen.
Sikkerhedsudstyret bliver standard i Danmark, oplyser den danske importør.
Pris under 100.000 kr.
Bilen tilbydes i tre udstyrsvarianter kaldet "take up!", "move up!" og "high up!". Priserne er ukendte, men den danske importør lover meget konkurrencedygtige priser. Det tolker Motor som maks. 100.000 kr.
Den lille bybil er en markant forandring i forhold til dens forgænger, den anonyme Fox fra Brasilien, og for at markere den totale omstart er også navnet frisket ungdommeligt op.
Bilen har dermed bevaret navnet fra konceptbilen, som igen var en halvering af navnet på den forrige model, Lupo. VW skriver selv navnet ”up!”.
Med lanceringen af Up får verdens tredjestørste bilkoncern omsider et stærkt kort i den hurtigt voksende mikroklasse, der længe har været domineret af Peugeot-Citroën-Toyota, de tre koreanske mærker samt Fiat.
Også som Skoda og Seat
Up kommer næste efterår også i lignende udgaver fra Skoda og Seat.
VW i Danmark vil desuden tilbyde privatleasing og en ”favorabel” forsikring skræddersyet til unge bilister.