Der er mennesker, der begår selvmord i den danske vejtrafik. Men det er ikke noget voldsom udbredt fænomen.
For første gang er der i Danmark sat tal på det ofte tabubelagte område. I 2010 skete der med sikkerhed ti selvmord i trafikken.
Mørketallet kommer frem i lyset i en rapport, som ventes udgivet i løbet af september. Rapporten er det første resultat af et treårigt pilotprojekt med en grundig analyse af samtlige dødsulykker i trafikken.
Dem var der i 2010 231 af med sammenlagt 255 døde.
Ti bekræftede og fire formodede selvmord
- I 2010 er der registreret ti selvmord og fire mulige selvmord, oplyste Mette Fynbo fra Vejdirektoratet, da hun præsenterede de første resultater på ”Trafikdage” i Aalborg.
Analysegruppen skal have ganske konkrete beviser, før en trafikulykke rubriceres som selvmord. Det vil typisk være i form af et afskedsbrev.
En ekspert i alvorlige trafikulykker, lederen af Havarikommissionen fra Vejtrafikulykker, Lars Klit Reiff, siger om de 10, måske 14 selvmord:
- Umiddelbart virker det ikke som noget højt tal. Jeg havde i hvert fald ikke forventet, det ville være lavere.
800 selvmord årligt
I Danmark registreres der årligt omkring 800 selvmord.
De ti selvmord optræder ikke i de officielle ulykkestal, men vil ofte optræde som en ”uforklarlig” trafikulykke i aktuelle avisomtaler.
Selv om et bekræftet selvmord pilles ud af statistikken, vil en eventuel kvæstet eller dræbt modpart være med.
20 i Sverige
I Sverige opgjorde man i januar for første antallet af selvmord, og pillede dem ud af de officielle ulykkestal. Der var i 2010 20 ud af 270.
Af de offentliggjorte danske tal kan man ikke se, hvordan trafikselvmordene er sket. Det er dog en almindelig opfattelse, at en del af tilfældene sker, hvor en personbil pludselig kører over i den modsatte vejbane og frontalt ind i en lastbil.
Falder død om bag rattet
Den nye danske undersøgelse afslører også, hvor ofte det sker, at en person falder død om bag rattet og efterfølgende kører galt. 16 gange i 2010 var en person død inden ulykken.
Også disse dødsfald er fjernet i de endelige, officielle ulykkestal. Det er uklart, hvor mange af disse naturlige dødsfald der tidligere er ”sluppet igennem” statistikken.
- Det kan vi ikke sige noget om, for i de tilfælde, hvor politiet har opdaget det, er de sorteret fra, inden de er nået frem til Vejdirektoratets ulykkestal, siger Mette Fynbo fra Vejdirektoratet.
Et treårigt forsøg
Den såkaldte ”Udvidet dødsulykkesstatistik” er et pilotprojekt, der skal analysere alle dødsulykker i perioden 2010-2012.
Det sker som en mellemting mellem den normale summariske ulykkesstatistik og den ekstremt dybdegående analyse af nogle få ulykker, som Havarikommissionen fra Vejtrafikulykker gennemfører.
De enkelte rapporter om alle dødsulykker er fortrolige, men de overordnede tal offenttliggøres.