Ford Evos er navnet på den nye konceptbil, der skal give en kraftig antydning af, hvordan den kommende Mondeo skal se ud, når den præsenteres i Detroit straks efter nytår.
Udvendigt afløses det hidtidige Econetic-design af endnu kraftigere linjer, der skal være med til at få Fords design til at skille sig mere ud fra mængden.Fronten er gjort meget lodret, nærmest indadvendt, og alle lygter anvender nyeste LED-teknologi, så de kan gøres så små som muligt.
Fra siden er rudepartiet kraftigt markeret med kromlister, og linjerne får nærmest tankerne til at løbe i retning af Aston Martin. Bagtil er lygter og underskørt med til at gøre bilen let genkendelig, og de store skærme nærmest løber rundt om hjørnet.
Fire mågevinger
At der er tale om en konceptbil, hvor designerne har fået lov at slå sig løs, er let at se. Blandt andet er bilen udstyret med fire store døre, der er hængslet i taget, så de på bedste Mercedes mågevinge-stil kan vippe op i himlen og give let adgang til kabinen.
Den løsning kommer helt sikkert ikke videre end til konceptfasen, for den er både dyr at producere og yderst upraktisk i hverdagen. Tænk bare på hvordan det hele vil være blokeret af sne om vinteren.
Avanceret teknik
På et velbesøgt pressemøde forud for biludstillingen i Frankfurt om to uger lod Ford forstå, at man er meget langt fremme med udviklingen af en opladningshybrid, hvor man selv kan bestemme, om man vil køre på almindelig brændstof eller på el.Bor man på landet, kan man f.eks. starte sin tur med at køre på benzin, og så senere slå over på el, efterhånden som man nærmer sig storbyen. Det vil visse steder give mulighed for at passere betalingsringe, uden at skulle betale, da man kører i en elbil.
Bilen skal tale med huset
Ford arbejder sammen med Microsoft, og det afspejles i den nye konceptbil, hvor der er lagt op til en meget avanceret opkobling mellem bil og internet.
Endnu virker Fords tanker fjerne og uden praktisk værdi for almindelige danskere, men hvem ved, måske ser verden anderledes ud om blot få år?
Blandt andet påtænker Ford, at bilen skal kobles op til førerens hjem og arbejde. Får bilen en melding om, at dit første møde om morgenen er udskudt, sender det automatisk en besked til vækkeuret, der så vælger at lade dig sove en time længere.Får du først meldingen om det udskudte møde på vej til arbejde, spørger bilen pænt, om man vil udnytte den ekstra tid til en sjovere kørerute, eller om man vil blive på den mere kedelige, men noget hurtigere motorvej.
Det er også bilen, der står for at fortælle dit hjem, at du nu er kørt. Så låses alle døre, og huset omstilles til energisparende tilstand. Sjove tanker, men der skal vi nok vente nogle år, før det er noget, der i praksis kan være med til at sælge en bil.
Verdensbilen er kommet for at blive
Mens Ford Evos altså sigter langt ud i fremtiden på den tilhørende teknologi inde i bilen, er der meget jordnære tanker med hensyn til ønsket om at lave en bil, der kan sælges uden ydre ændringer over hele verden.
Vi så første gang denne tanke udført i Fiesta, og senest er Focus kommet til. Og Ford holder fast i den strategi. Både den nye Mondeo og kommende modeller skal udformes på en måde, så de kan sælges over hele verden.
Og som Evos viser, bliver det ikke den mindste fællesnævner, der afgør formen. Evos er en dristig konceptbil, der på mange områder ventes at lægge sig tæt op ad kommende modeller.