Unge bilister, særligt de mandlige, er stærkt overrepræsenteret i ulykkesstatistikken, så der kan måske være nogle forældre, der vil anskaffe en særlig ungdomsnøgle til bilen, inden deres børn sendes ud familiens fine, store bil.

Det er Volvo og Ford, der nu præsenterer ideen, som tilsyneladende er udviklet i fællesskab, mens Ford stadig ejede Volvo. Hos Ford kaldes det forældrenøgle, officielt My Key, hos Volvo ungdomsnøgle. Funktionerne er stort set de samme.
Mindre topfart og acceleration
Først og fremmest lægges der en dæmper på motorens drejningsmoment og topfart. Hos Volvo er en forsøgsbil begrænset til 110 km/t. Ford taler om alarmer, der kan lyde ved bestemte intervaller mellem 70 og 100 km/t.

Endvidere kan musikanlægget ikke bruges, hvis ikke sikkerhedsselerne er i brug, og selepåminderen vil aldrig stoppe før sikkerhedsselerne tages på. Det er også en mulighed, at der ikke kan skabes en alt for løssluppet stemning i kabinen ved at lægge en begrænser på lydanlægget.
Måske også firmabiler
Ford meddeler, at systemet vil kunne købes fra næste år, mens Volvo åbenbart ikke har taget endelig stilling til lancering.
