Enden synes nær for Saab

Saabs plan for en betalingsstandsning var ikke god nok, mener svensk ret, der har afvist ønsket om at blive beskyttet mod kreditorerne. En decideret konkurs er rykket tæt på.

Saab-chef Victor Muller taler til fabriksarbejderne.     Arkivfoto
Nyt om biler

Det har i månedsvis set sort ud for Saab, der ikke har bygget biler i snart et halvt år og heller ikke har en plausibel plan for, hvordan produktionen snart kan komme i gang. Og nu lurer det totale sammenbrud rundt om hjørnet.

Saab Automobile havde 7. september anmodet om at blive beskyttet mod sine kreditorer, heriblandt de ansatte, der ikke har fået løn, men Tingsrätten i Vänersborg har afvist ønsket om betalingsstandsning. Direktør Victor Mullers plan var ikke god nok, mente retten.

Saab har nu appelleret afgørelsen, men brancheeksperter vurderer, at Saab kan være få dage fra en konkurs.

Otte ud af ni liv er brugt

Men Muller lader til at være ukuelig optimist, selv om han erkender, at Saab nu har brugt de otte ud af sine ni liv.

– Vi er ikke døde endnu. Vi var ikke døde i går, vi er definitivt ikke døde i dag, og vi er ikke døde om en uge. Vi har tænkt os at slås til det sidste, sagde Victor Muller på en pressekonference kort efter tingsrättens afgørelse.

Redningsmænd ikke i syne

Skulle Saab Automobile gå konkurs, er det ikke ensbetydende med, at mærket forsvinder. Nye ejere kan overtage konkursboet – formentlig uden gæld – men det kræver, de har mange penge med hjemmefra.

Og sådanne rige bilentusiaster har Muller ikke hidtil kunnet finde på nær to kinesiske firmaer, der har svært ved at få lov af den kinesiske regering til at sende millioner af yuan til Sverige.