Bilkøbere bevarer optimismen

Bilsalget bliver ved at sætte rekorder. I august blev der solgt endnu flere nye biler end i august sidste år, og 2011 ligger 16 procent højere end i fjor. Den nye Kia Picanto blev den mest købte bil i august.

Nyt om biler

Bilkøberne lod sig ikke påvirke af uroen på de finansielle markeder i august, konstaterer brancheforeningen De Danske Bilimportører, efter at registreringstallene for august er gjort op.

12.256 nye personbiler fik nummerplader på, og det er en stigning på 4,2 procent i forhold til samme måned sidste år.

113.000 biler i år

I de første otte måneder af 2011 er der indregistreret 113.000 personbiler – en stigning på 16 procent. Og selv om stigningstakten i august er aftaget en del, ser De Danske Bilimportører meget optimistisk på de kommende måneder.

- Vi oplever måske nok en stabilisering, hvor markedet ikke længere vil vokse på samme måde, som vi har set det, men de massive stigninger indtil nu taget i betragtning, må det betegnes, som en meget naturlig udvikling. Årets sidste måneder er traditionelt højsæson for salg af firmabiler, og også her forventer vi en positiv udvikling i forhold til såvel sidste år som 2009, siger foreningens direktør, Bent Mikkelsen.

Hos Danmarks Statistik er man dog lidt mere forbeholden efter at have regnet på augusttallene. Den sæsonkorrigerede udvikling fra juli til august viser et fald på seks procent pct. Det fordeler sig med et fald hos private på fem pct. og hos erhvervslivet på otte pct. Med andre ord: Selv om der er solgt flere biler i august i år end sidste år, så viser den nyeste tendens fra juli til august et fald.

Kia i top

Topsællerten i august blev den lille og nye Kia Picanto med VW Golf på andenpladsen og Hyundai i10 som nummer tre.

De små biler er ikke helt så dominerende, som de var i august sidste år, hvor det såkaldte A- og B-segment udgjorde 57,4 procent af alle nye biler. I august i år er andelen faldet til 49,1.

85 pct. flere varebiler

Varebilsmarkedet steg langt mere end personbilsalget og sprang med 2.142 solgte biler 85 procent frem. I hele 2011 er stigningen 53 procent.

-Det er helt primært erhvervslivet, der driver den kraftige vækst. Mere end ni ud af ti varebiler blev i august solgt til kunder i erhvervslivet, og det er med til at understrege, at der trods de mange overskrifter om økonomisk uro investeres betydeligt i de små- og mellemstore virksomheder, siger Bent Mikkelsen.

Top 20 personbiler august

Nr.

Model

Antal

1

Kia Picanto

429

2

VW Golf

361

3

Hyundai i10

360

4

Chevrolet Spark

355

5

VW Polo

353

6

Toyota Aygo

338

7

Citroën C1

297

8

Peugeot 107

292

9

Opel Corsa

287

10

Citroën C3

274

11

Hyundai i30

272

12

Peugeot 206

232

13

Peugeot 207

227

13

VW Passat

227

15

Toyota Avensis

221

16

Suzuki Swift

218

17

Fiat 500

208

18

Hyundai i20

207

19

Peugeot 308

205

19

Skoda Fabia

205

Kilde: De Danske Bilimportører