Her er et helt nyt medlem af den voksende Skoda-familie. Barnet har endnu ikke fået noget navn, men blev ved premieren på Frankfurt-udstillingen præsenteret som Mission L.
Hvad L står for, er uklart, men missionen er nogenlunde klar, omend usædvanlig. L-bilen er en ny, femdørs model, som er noget større end Fabia og lidt mindre end Octavia.Normalt er der ikke "plads" til en model mellem de normale bil-segmenter, men Skoda må have set en mulighed.
Næste Octavia bliver større
En del af forklaringen er, at når L er klar omkring årsskiftet 2012-2013, så er en ny og endnu større Octavia også på vej til forhandlerne.
Søstermærket VW har lidt af samme fænomen: Jetta ligger ca. midt mellem Golf og Passat.
Ligner sedan, er femdørs
Selv om Mission L ligner en lidt konservativ sedan, så er der reelt tale om en femdørs hatchback.
Ved verdenspremieren i Frankfurt sagde Skodas ledelse, at bilen særligt var udviklet af hensyn til vækstmarkederne i Asien, men "L" kommer også til Europa.
Lanceres i Danmark
Hos Skoda i Danmark ser den presseansvarlige, Peter Lorenzen, modellen som ganske vigtig, selv om den nok ikke bliver den mest solgte Skoda.
- Men 1.000 biler årligt vil da også være fint, siger han.Bilen ventes lanceret i Danmark i begyndelsen af 2013, næsten samtidig med den næste Octavia.
Bilen i Frankfurt er stadig et koncept, men designet vil ikke ændre sig meget. Tekniske oplysninger findes endnu ikke, men bilen bygger formentlig på byggeklodser fra både Fabia og den nuværende Octavia.