Ford med mange vilde heste

Både Focus og Fiesta er på vej i de hårdt pumpede ST-versioner. Focus går fra fem til fire cylindre, men får flere heste.

Nyt om biler

Kontraster mødes på Fords stand på Frankfurt-udstillingen. Et af højdepunkterne er en række meget nøjsomme dieseludgaver. Men et andet er nogle vilde benzinmodeller i mange-hestes-kategorien.

Focus stationcar ST kommer samtidig med hatchback-modellen til sommer.
Focus stationcar ST kommer samtidig med hatchback-modellen til sommer.
Først og fremmest viser Ford den endelige udgave af Focus ST, en ligesindet med og konkurrent til VW Golf GTI.

Også som stationcar

Focus ST blev for et år siden vist som koncept, men nu er den rigtige bil klar, og kan købes til sommer. Og som en lille overraskelse viser Ford samtidig Focus stationcar i ST-udgave.

Den femdørs Focus STer udstyret med en 2,0 liters Ecoboost motor med direkte indsprøjtning og turbolader. Motoren sparker 250 omdrejningsvillige heste ud til forhjulene og leverer et moment på 360 Nm.

Farvel til Volvo-motor

ST-motoren har hidtil været en femcylindret Volvo-motor. Fremover bliver det en firecylindret Ford-motor.
ST-motoren har hidtil været en femcylindret Volvo-motor. Fremover bliver det en firecylindret Ford-motor.
Den firecylindrede aluminiumsmotor leverer dermed en højere ydelse end den noget større 2,5 liters, femcylindrede Volvo-motor i forgængeren.

Trods de ekstra hestekræfter vil den nye Focus ST køre ca. 25 procent længere på literen end forgængeren.

Focus ST får en sekstrins gearkasse, der er særlig tilpasset de mange kræfter og et hurtigt gearskifte.

Fiesta klar om godt et år

Lillebror Fiesta ST er stadig et koncept, men det ligger fast, at den kommer til Danmark i slutningen af 2012.

Ford Fiesta ST i foreløbig udgave. Produktionsmodellen kommer i slutningen af 2012.
Ford Fiesta ST i foreløbig udgave. Produktionsmodellen kommer i slutningen af 2012.
De tekniske oplysninger kendes også. Drivkraften bliver en 1,6 liters Ecoboost-benzinmotor med direkte indsprøjtning og turbo.

"Mindst 180 hk"

Det vil resultere i mindst 180 hk og 240 Nm, lover Ford og siger, at køberen kan forvente en topfart omkring 220 km/t. og 0-100 km/t. på under syv sekunder. Gearkassen er sekstrins.

Den officielle benzinøkonomi ventes at blive omkring 17-18 km/l. Det svarer til et CO2-tal på under 140 gram pr. km.